
Krohn-Dehli: Humøret er i top
27.04.2011 08:35
Michael Krohn-Dehli fik søndag comeback for Brøndby IF efter to dages karantæne, og anføreren i opgøret leverede en fornem kamp i Randers.
Med vævre kombinationer, sikre pasninger og et klassemål til at slutte af på, så havde Brøndby IF's nummer 23 stor ære af kampen.
Stemningen er god
- Det var dejligt at spille igen, og jeg kunne godt mærke, at jeg virkelig havde glædet mig til at spille kamp efter en ufrivillig pause.
- Det gik fint for mig personligt og for holdet især, og jeg synes, at jeg fik sat mit præg på spillet, som jeg altid forsøger at gøre. Vores offensiv fungerede godt, og selvom vi eksempelvis spillede for langsomt i perioder i første halvleg, så skaber vi to kæmpechancer, og så kan man ikke forlange meget mere.
- Stemningen i truppen og i klubben er rigtigt god og positiv for tiden. Vi er med til det sidste i Superligaen, og selvtilliden vokser i truppen, når man vinder 7-0 i to kampe, så det ser godt ud i øjeblikket, og vi kigger frem mod Horsens-kampen på søndag. Vi har før haft problemer med Horsens, så vi skal have respekt for dem, men omvendt skal vi ud og have tre point på hjemmebane.
Michael Krohn-Dehli scorede et perlemål til 4-0 i Randers.