Jens Larsen: Kommer stærkere tilbage
08.04.2011 13:28
Brøndby IF's Jens Stryger Larsen er i gang med et genoptræningsprogram efter et forår, hvor lysken har voldt ham problemer igennem et stykke tid.
Som brondby.com skrev onsdag, så er det unge midtbanetalent ude i et par uger med lyskeskaden, og målet med genoptræningen er soleklart - Jens Larsen vil komme stærkere tilbage.
Kroppen siger stop
Jens Larsen sidder fokuseret fredag middag og træner med en elastik, der er en væsentlig del af et lyskegenoptræningsprogram, da brondby.com fanger ham.
- Jeg har kunnet mærke skaden sådan lidt on and off hele foråret. Når jeg har spillet kampe, så har jeg været klar, men derefter har der været en uge, hvor det har været svært at træne igennem. Og sådan har det svinget lidt.
- Jeg vil gerne spille alle kampe og gå langt for at være med, men i sidste ende er det min krop, der siger stop, og derfor har vi valgt, at jeg holder et par ugers pause for at komme tilbage - endnu stærkere end før.
- Det er aldrig sjovt at sidde over til kampene, men jeg kæmper hårdt indenfor, og så er jeg snart ude på banen igen.
Jens Stryger Larsen - som vi kender ham - med energi, vilje og engagement.