
Henrik Jensen: Stor skuffelse lige nu
17.04.2011 20:38
Cheftræner i Brøndby IF Henrik Jensen var naturligvis skuffet efter søndagens nederlag i Superligaen til AaB.
Især defensiven i første halvleg bekymrede Henrik Jensen, der roste indhopperen Clarence Goodson for at få styr på tingene efter pausen.
Ros til Goodson
- Vores forsvar var rigtigt skidt kørende før pausen. Det må vi erkende. Deres angribere vandt samtlige dueller, og vi får ikke skubbet op i tide og kommer derfor konstant under pres.
- Clarence (Goodson, red) kommer ind og får styr på det. Det er selvfølgelig positivt, men vi er også uheldige, at Randrup må gå ud, fordi han havde det dårligt, så der var hele tid lidt uro dernede.
- Alt i alt er vi for svingende og skaber for lidt. Efter at vi ændrer vores formation, så får vi bedre fat i spillet, men desværre kommer vi ikke frem til det store ud over på standardsituationer, så vi står med en stor skuffelse lige nu.
Cheftræner Henrik Jensen, her med AaB-træner Kent Nielsen i baggrunden, var meget skuffet efter dagens kamp.