
Gehrt: Hul på bylden
26.04.2011 08:05
Unge Mathias Gehrt slog til igen for Brøndby IF, da U19-spilleren gled bolden i nettet til 1-0 i mandagens udekamp i Randers.
Dermed er det 18-årige stortalent oppe på to mål i Superligaen, og Gehrt føler også, at tingene kører godt for tiden.
Dejlig følelse
- Man kan sige, at vi får rigtigt hul på bylden i dag, hvilket man kan se på måltavlen, men jeg synes egentlig, at angrebet fungerer godt og har gjort det i flere kampe. Agger hjælper mig meget ude på banen, og det er også virkelig brugbart.
- Mit mål i går kom fordi, at jeg instinktivt tror på, at bolden vil falde ned i det bagerste område. Det gjorde den heldigvis, og så var jeg heldig at få sendt den i nettet. En dejlig følelse, da jeg skulle have scoret i første halvleg.
- Jeg ved ikke, om vi har brug for nye angribere, det må andre vurdere, men i går scorede vi begge to, og samarbejdet vil kun blive bedre, desto flere kampe vi får sammen.
Ros fra trænerteamet til Mathias Gehrt efter en god kamp og et mål i Randers mandag.