
Daugaard: Opfindsomme og opmærksomme
29.04.2011 13:14
Søndagens hjemmekamp kl. 18.00 mod AC Horsens kræver stor omtanke, hvis Brøndby IF for tredje kamp i træk skal hente tre point. Det fastslår assistenttræner Kim Daugaard.
Det bliver balancen mellem at satse fremad mod en kompakt modstander og så hele tiden være opmærksom på modstanderens styrker, forklarer Daugaard, da brondby.com fangede ham efter fredagstræningen.
En kontrolleret offensiv
- Vi vil uden tvivl møde en modstander på søndag, der står meget kompakt og lavt på banen. Det betyder, at vi skal være gode med bolden, spille hurtigt og få flyttet deres kæder rundt.
- Samtidig skal vi hele tiden kigge os over skulderen, så vi står optimalt, når Horsens får bolden, for vi ved, at de kører lynhurtige omstillinger, og en spiller som Gilberto Macena er vigtig at få lukket ned for i den fase af spillet. Vi skal på samme tid være opfindsomme i offensiven og opmærksomme rent defensivt. Så får vi de tre point.
- I forhold til de seneste kampe, så er vi fortrøstningsfulde både angående vores defensiv, da alle mand løber nogle flere meter, så forsvaret har lettere ved at lukke ned. Samtidig har Clarence (Goodson, red) været stærk, han kommunikerer meget og er dygtig til at læse spillet, hvilket giver ro over hele banen.
- Offensiven har også været godt kørende, syv mål i to kampe fortæller alt, og vi skal ud og udnytte, at de offensive spillere har masser af selvtillid i øjeblikket.
Assistenttræner Kim Daugaard er fortrøstningsfuld i forhold til søndagens kamp mod AC Horsens.