
Agger: Utrolig stort
25.04.2011 21:35
Nicolaj Agger blev dobbelt målscorer for Brøndby IF mandag aften i Randers, da den stærke forward scorede til henholdsvis 2-0 og 3-0 i opgøret, som Brøndby IF vandt 4-0.
En stor kamp af Agger, der gerne vil kreditere makkeren i front, Mathias Gehrt, for et fortrinligt samarbejde.
Elsker presset
- Det er utrolig stort at score to mål herovre, og jeg er meget tilfreds lige nu. Der hviler et stort pres på alle spillere i Brøndby IF, det elsker jeg - og selvfølgelig er det fedt, når man kan leve op til forventningerne som i dag.
- Samarbejdet med Gehrt går godt og over forventning. Vi finder hinanden godt og tager nogle gode løb for hinanden, så vi skal bare fortsætte.
- Mit mål for foråret har været at score en 6-7 mål, men nu må vi se, hvor langt det rækker, for det kører rigtigt godt for tiden. Jeg har selvtillid, tro på tingene, og det er afgørende for en angriber.
Nicolaj Aggers to scoringer bragte glæde og jubel hos Brøndby-fansene i Randers mandag aften.