
U19: Uafgjort mod FCK
14.09.2010 09:44
Brøndby IF's U19-hold spillede lørdag ligakamp mod FC København. U19-drengene måtte nøjes med uafgjort 1-1 på trods af, at gæsterne fra FCK fik udvist to spillere i kampen.
Målscorer for Brøndby IF var midtbanespiller Jannik Hansen, der var hurtigst over en returbold i feltet.
En god holdpræstation
Kampen lørdag på bane 2 ved Brøndby Stadion blev generelt spillet på et højt niveau fra begge holds side. Der var masser af tempofyldt spil, chancer og gode enkeltmandspræstationer.
Både Brøndby IF og FCK havde inden lørdagens kamp maksimumpoint i U19 Ligaen med hhv. ni point for tre kampe og seks point for to.
Fra kampens start var det tydeligt, at begge hold ville frem på banen og gik efter de tre point. Det resulterede i en underholdende affære. Blandt andet ramte Brøndbys Mathias Gehrt overliggeren i kampens indledning.
Midt i første halvleg bragte Brøndby IF sig foran 1-0 ved Jannik Hansen. Mahmud Suleiman driblede fint i feltet og tvang med sin afslutning fra en spids vinkel FCK's keeper til at give en retur, som Jannik Hansen altså var hurtigst over. 1-0 til hjemmeholdet.
Umiddelbart efter føringsmålet blev det dog til udligning fra FCK's side. Superliga-trupspiller Kenneth Zohore trak ind i banen og sparkede flot bolden ind i det lange hjørne, hvor en ellers meget velspillende Nicolaj Jørgensen i Brøndby-målet var chanceløs.
Resten af opgøret bød på en række chancer til begge hold, men der blev ikke scoret yderligere. Højdepunkterne i kampen, ud over scoringerne, var to røde kort til udeholdet fra FCK. Det ene for en usportslig gestus, det andet for et groft frispark.
På trods af overtallet på banen lykkedes det ikke de blågule talenter at hive sejren i land. Til sidst i kampen blev store Dario Dumic fra centerforsvaret ellers sat op i angrebet for at fremtvinge et sejrsmål, men forgæves.
U19-holdet kan dog glæde sig over endnu en flot holdpræstation og en række gode individuelle præstationer mod en stærk modstander. Brøndby IF's U19-hold ligger pt. på en andenplads i U19 Ligaen á point med FC Nordsjælland, der dog har spillet en kamp mere.
Se stillingen i U19 Ligaen her.
Brøndby IF - FC København 1-1 (1-1)
1-0 Jannik Hansen (22. min.)
1-1 Kenneth Zohore (24. min.)
Startopstilling
N. Jørgensen
C. Stokholm - D. Dumic - M. Redsted - D. Norouzi (A)
F. Semou - A. Green
J. Hansen - M. Gehrt - M. Suleiman
K. Faizi
Udskiftninger
René Joensen ind, Christian Stokholm ud (46. min.)
Rasmus Louie Larsen ind, Kalil Faizi ud (67. min.)