
Stephan Andersen ude resten af efteråret
09.09.2010 14:15
Stephan Andersen blev torsdag skadet under et individuelt træningspas og er som følge heraf ude i resten af efterårssæsonen.
Stephan mærkede smerter i den ene skulder efter en skud- og gribeøvelse, og den følgende scanning viste desværre en læsion i en af de to biceps-sener i venstre arm/skulder.
Operation påkrævet
Sundhedschef Johannes Breum:
- Skaden opstod under en træningsøvelse, hvor Stephan var uheldig med en redning. Stephan oplevede en pludselig opstået ømhed, og træningen blev afbrudt. Stephan blev omgående undersøgt af en skulderspecialist, og konklusionen er, at han skal opereres.
- Stephan Andersen bliver opereret hurtigst muligt og kan herefter se frem til et længere genoptræningsforløb. Han vil i udgangspunktet være klar til januar-opstarten.
Jensen rolig
I Stephan Andersens fravær vil Michael Tørnes vogte målet, hvilket ikke giver cheftræner Henrik Jensen grund til nervøsitet:
- Man er aldrig glad for at miste en landsholdsmålmand, og jeg er ked af det på Stephans vegne. Når det er sagt, har jeg fuld tiltro til Michael Tørnes. Han har længe vist et godt og stabilt niveau til træning og i de reserveholdskampe, han har stået, og han vil glide direkte ind på holdet uden problemer.
- Vi kan være glade for at have så stærkt et keeper-par, og Michael kender jo alle spillerne omkring ham - og omvendt, lyder det.
Tørnes klar
Michael Tørnes selv ser da også frem til at spille, selvom baggrunden ærgrer keeperen:
- Det er en ærgerlig baggrund, og jeg håber Stephan bliver klar igen hurtigst muligt. Han er en klassemålmand, som selvfølgelig er svært at erstatte, men jeg er nu ikke i tvivl om, at jeg kan gøre det. Jeg har længe følt, at jeg var klar, hvis der blev brug for mig, og det må jeg jo ind og bevise nu.
- Med de spillere, der er foran mig, er jeg helt rolig ved at skulle stå. Vi har holdt nullet mange gange i efterårets kampe i ligaen og Europa, og det er hele holdets fortjeneste.
- Jeg vil gøre mit til at den udvikling fortsætter, og jeg glæder mig til at stå på Brøndby Stadion, hvor opbakningen til hele holdet har været outstanding i efteråret. Fokus er 100 % på søndagens kamp mod SønderjyskE, hvor det selvfølgelig handler om tre point, lyder det fra Tørnes.
U20-landsholdsmålmand Michael Falkesgaard overtager rollen som andenmålmand.
Stephan Andersen må tage den med ro de kommende måneder.