
Landshold med Brøndby-præg
03.09.2010 11:26
Med fire spillere i truppen er der udsigt til blågul spilletid, når Kjeld Bordinggaards U21-landshold fredag eftermiddag spiller testkamp mod Litauen.
Mike Jensen, Daniel Wass, Anders Randrup og Jens Larsen er med i truppen, og både Jensen, Randrup og Larsen er på fra start.
Flere i landsholdsaktion
Stephan Andersen måtte tidligere tage hjem grundet en øm skulder (hvilket han her fortæller om på FiB TV), men med Michael Krohn-Dehli i truppen, er der også mulighed for Brøndby-islæt på A-landsholdet, der tirsdag spiller mod Island.
Lørdag er en 6. Brøndby-spiller udset til spilletid for sit nationalmandskab. Her er det Ousman Jallows Gambia, der på hjemmebanen i Banjul spiller kvalifikationskamp mod Namibia.
U19-landsholdet spillede torsdag uafgjort 1-1 mod Belgien i en kamp, hvor tre Brøndby-spillere var i aktion. Således fik både Dario Dumic, Franck Semou og indskiftede Alexander Green spilletid. U19-landsholdet spiller mandag aften kamp mod Tyskland.
Spillerne er tilbage i Brøndby i løbet af den kommende uge, hvor den står på forberedelse til den kommende hjemmekamp mod SønderjyskE.
Kampen mod SønderjyskE spilles søndag kl. 18:00 på Brøndby Stadion. Billetter kan købes online, i Brøndby Shoppen eller på dagen i billethuset foran Faxe-tribunen.
To af de spillere, der kan få landsholdsspilletid i weekenden og tirsdag aften.