Jensen: Stærkere trup

02.09.2010 16:11

Transfervinduets sidste dage giver altid avisstof til en masse skriverier. Det nys overståede vindue var ingen undtagelse, og Brøndby-truppen er blevet vejet og målt. brondby.com har bedt cheftræneren evaluere tingenes tilstand.

- Der har været talt meget om vores trup og hvem vi nu skulle købe for at blive stærkere. Sådan er det jo hver gang, og man kan altid finde steder at forstærke sig. Det vigtige for os, i den fase vi er i gang med, er at fortsætte den positive udvikling. Vi er kommet et stykke vej, men der er stadig mange steder vi kan forbedre os, indleder cheftræneren.

Står stærkere

- Vores trup er kendetegnet ved mange gode spillere, stærk moral og frem for alt den rigtige holdånd. Vi er ved at få både Bernburg og Jatta tilbage, ligesom Anders Randrup er ved at være i fulde omdrejninger igen. Det styrker naturligvis truppen, hvor den tidligere anfører Stefan Gislason nu også indgår i valgmulighederne; og så har vi samtidig en del unge spillere, der bliver endnu bedre, jo mere spilletid og erfaring de får.

- Vi står stærkere i dag, end vi gjorde da jeg tiltrådte. Vi har solgt nogle spillere, og så har andre grebet chancen. Havde vi købt en erstatning for Holmén, ville vi måske ikke have set en Jens Larsen, der har tilført holdet en hel masse energi eller en Mikael Nilsson på midtbanen, hvor han vel har spillet det bedste fodbold i sin tid i klubben.

- Man kan tage Wass og Mike, som begge to har hævet deres niveau fordi de har fået en masse spilletid, og sådan er der flere, der skal roses, lyder det.

- Enhver træner vil gerne have endnu dygtigere spillere, måske især i Brøndby, hvor vi meget gerne vil være med i guldkampen, men når jeg læser, at vi skulle stå svagere efter transfervinduet, må jeg bare konstatere, at jeg absolut ikke er enig!

- Vi har ikke tabt i superligaen siden første runde, og nu får vi flere dygtige spillere at vælge imellem. Samtidig arbejder vi med at blive bedre spillemæssigt, og det er der da potentiale for, smiler Jensen skævt.

- Jeg ser i hvert fald frem til resten af efteråret med en stor tro på, at holdet vil være med helt i toppen, når vi når vinterpausen.  Kontinuitet, kvalitet, moral og holdånd er vigtige ingredienser for at få succes, og jeg mener vi har alle dele, slår cheftræneren fast.

Jensen

Cheftræneren og holdet arbejder på at forbedre spillet. Truppen har været inde i en positiv udvikling, og Henrik Jensen er ikke i tvivl om, at det er et styrket Brøndby-hold, der går på banen i dag.