
Henrik Jensen: Har det skidt med at tabe
19.09.2010 20:48
Søndag aften tabte Brøndby IF til FC København i Parken i en kamp, hvor hjemmeholdet kom hurtigt foran på straffespark.
brondby.com talte umiddelbart efter nederlaget med cheftræner Henrik Jensen.
Kæmper os fint tilbage
- Jeg har det skidt med at tabe i dag. Det har jeg nu altid - ikke kun mod FCK. Nederlaget er en konsekvens af vores dårlige start på kampen. Omkring straffesparket så kan jeg ikke se, om dommen er korrekt eller ej, og det vil jeg heller ikke bruge tid på at diskutere.
- Vi kommer rigtig dårlig i gang, og her tænker jeg ikke kun på FCK's mål. Den første halve time glider vi rundt og kommer for sent i duellerne. Og så er vi heller ikke gode nok med bolden i starten. Vi rammer simpelthen hinanden for dårligt.
- Den sidste time af kampen kommer vi langt bedre med. Den del af kampen er egentlig meget lige, synes jeg. Vi får skabt nogle muligheder, men mangler lige den sidste skarphed.
- Vi kæmper os fint ind i kampen mod svære odds, og generelt er jeg tilfreds med arbejdsindsatsen fra hele holdet.
- Vi må erkende, at FCK i dag har det ekstra, der skal til for at afgøre en topkamp, men vi må bare videre i teksten og fokusere på det, vi er gode til, og det der skal forbedres. Intet er afgjort endnu, slutter cheftræneren af.