Henrik Jensen: Det bliver intenst
17.09.2010 14:11
Søndagens kamp mod FC København bliver første gang, at Brøndby IF's cheftræner Henrik Jensen står i spidsen for sit hold i Parken.
brondby.com talte med Henrik Jensen efter fredagens træning.
Vil super gerne vinde
- Jeg tror, det bliver en intens, underholdende og tempofyldt kamp. Det er kampene mod FCK sædvanligvis, og det bliver søndagens kamp også.
- Det er en kamp, som jeg super gerne vil vinde - både for at få de tre point og dermed komme tættere på førstepladsen, men også på grund af al den prestige, der ligger i de her opgør, lyder det fra cheftræneren.
- Ellers er kampen egentlig ikke så forskellig fra de andre kampe, vi spiller. Jeg fokuserer i første omgang på os selv og vores eget spil. Men jeg kigger naturligvis også på modstanderens forcer og svagheder og klarlægger de muligheder, der måtte ligge der, siger Henrik Jensen.
- I mine øjne kan vi se frem til en meget lige kamp. Mine klare forventninger er, at alle gør en god figur og yder en helstøbt indsats gennem alle 90 minutter. Ofte er det de små marginaler, der har fået FCK-kampene til at tippe til den ene eller anden side, og de marginaler skal vi opsøge på søndag.
- Opbakningen fra vores medrejsende fans er meget vigtig i sådan en kamp. Det er bestemt noget, vi lægger mærke til på banen og på sidelinjen, og mange gule trøjer på tribunerne giver ekstra tryghed og ekstra energi til os alle. Derfor håber vi på, at mange Brøndby-fans vil tage turen til Parken og vise farverne - og lade os høre de er bag os hele vejen, slutter cheftræneren.
Henrik Jensen skal søndag aften forsøge at dirigere de blågule tropper til sejr i topopgøret mod FC København.