Fodbold i Brøndby: Ung mod gammel

15.09.2010 12:01

I dag onsdag er årets tredje udgave af avisen "Fodbold i Brøndby" kommet på gaden.

Avisen, som er fyldt med masser af blågule godbidder, indeholder også denne gang den klassiske "Hvem ved hvad om hinanden"-artikel nu med et twist af "ung mod gammel". Jens Larsen face-to-face med Thomas Rasmussen. Nedenfor kan du læse et uddrag fra den underholdende dyst.

Sejrer erfaringen?

Rutine mod energi. Erfaring mod lærevillighed. Gori mod babyolie. Gammel mod ung. Thomas mod Jens. Hvem ved mest om den anden? Rutinen har forberedt sig og er klædt på, ungdommen går "commando".

Hvor stammer den anden fra?

- Det var derfor, du spurgte mig om det i omklædningsrummet tidligere i dag, udbryder Jens med et fortørnet ansigtsudtryk.

- Jens er fra Lolland - Sakskøbing, svarer Thomas med et skævt smil. Sikkert point til ham!

Jens nævner Valby, Frederiksberg og det meste af København og omegn i flæng. Imens nærstuderer han Rasmussens ansigtstræk i håb om at finde et tegn på, at han rammer noget rigtigt. Der er ingen hjælp at hente i mimikken hos den gamle ræv! 

- Thomas er fra Køge, ender Jens med at slynge ud. Han skulle have holdt fast i Frederiksberg. 1-0 til Thomas.

Og den andens første fodboldklub?

- Jens spillede i Sakskøbing, svarer Thomas prompte og scorer sit andet point.

Jens væver lidt rundt omkring Frem og KB, men uheldigt for ham, ender han med at vælge Frem. Et bud på KB ville have givet point, også selvom Thomas fortæller, at han faktisk spillede i Dalgas, det første halve år. 2-0 til Thomas.

Hvilken deodorant bruger den anden?

- Jens bruger ikke nogen, svarer Thomas uden at fortrække en mine. Inden Jens når at protestere, retter han sit svar til "Gucci".

- Jeg bruger Armani, Black Code, siger knægten i et hånligt tonefald. Ingen point til "den gamle ræv" i denne omgang.

Man kan fornemme det på hans flakkende øjne. Jens har heller ikke bidt mærke i, hvad det er for en væske Thomas bruger under armene. Knægtens næse begynder at vibrere, mens han prøver at komme på det rigtige svar. Og så helt uden varsel får vi en prøve på Jens Larsens hurtighed. Fra sin plads i sofaen overfor Thomas, der sidder i den anden sofa, kaster han sig uden varsel over sofabordet. Thomas undviger i første omgang med en hjemmelavet kropsfinte, men som vi kender knægten fra banen, sætter han straks sit modangreb ind, får løftet rævens venstre arm, stikker næsen op i armhulen og snuser ind.

- Den deodorant er der ingen, der kender, sukker Jens skuffet. Han gætter på, at det nok er en eller anden Hugo Boss.

- Forkert! griner Thomas triumferende. Det er Gucci.

Hvis du skulle sammenlignes med et dyr som fodboldspiller - hvilket dyr ville den anden sammenligne dig med?

Spillerne noterer deres bud, inden den anden svarer.

- Jeg tror, at Jens vil sammenligne mig med en løve eller en tiger, gætter Thomas og tilføjer: det er nok de eneste dyr, han kender.

- Vrøvl, siger Jens, jeg kommer fra Lolland og kender masser af dyr! Og jeg har sammenlignet dig med en skildpadde.

Inden Thomas når at reagere på at blive sidestillet med en langsom padde, begrunder knægten sit svar.

- Thomas løber egentlig hurtigt nok, så det er ikke derfor, jeg har valgt skildpadden. Skildpadde kan blive mange år, og jeg tror også, at Thomas endnu har en del i sig som fodboldspiller, smiler Jens.

Jens tror, at Thomas har sammenlignet ham med den elegante og lynhurtige leopard. Men Thomas har valgt den noget mere tunge og snigende tiger.

- Egentligt ville jeg have valgt en gazelle, fortæller Thomas, men Jens er jo efter sigende den yngste i Brøndbys historie, der har fået krampe, så den går sgu ikke, smiler den gamle skævt.

Du kan læse resten af den underholdende dyst mellem Thomas og Jens, resultatet samt meget andet i det nye "Fodbold i Brøndby".

Få avisen tilsendt

Avisens oplag er denne gang på 86.000 eksemplarer. Avisen uddeles på hele Vestegnen sammen med lokalaviserne.

Er du ikke blandt ovenstående, kan du sikre dig et eksemplar på Brøndby Stadion, eller du kan sende et brev med en frankeret (18,50 kr.) og adresseret svarkuvert i A4-størrelse til:

Brøndby IF
Brøndby Stadion 30
2605 Brøndby
Att: Receptionen
Mærket: Fodbold i Brøndby

 Jens og Thomas

På billedet ånder alt fred og idyl mellem den unge og den gamle, men i dysten på viden om hinanden i det nye "Fodbold i Brøndby" er der anderledes "krig på kniven" mellem Jens og Thomas.