Cheftræneren: Ingen forklaring god nok

23.09.2010 15:02

Torsdagen bød på en løbetur i Brøndby-skoven, video fra gårsdagens pokal-exit og spillermøde.

- Der er masser af grund til selvransagelse efter kampen. Fra alle sider. Det kan ikke undskyldes, at vi som hold og målt på enkeltpræstationer leverer så uengageret en indsats, og der er ikke en eneste forklaring, der kan godtages, konstaterer cheftræner Henrik Jensen.

Forpligtelsen

- Jeg så kampen på video, da jeg kom hjem, og vi har brugt noget af dagen på at se nogle sekvenser igennem. Der var ikke meget opløftende at vise. 

- Vi tager selvfølgelig ansvaret på os som trænere, og det er klart at man hele tiden tænker, om man har gjort det godt nok. Er der ting, vi kan gøre anderledes, er der andre måder at forberede sig på. Jeg forventer at spillerne stiller sig selv de samme spørgsmål.

- Jeg har fortalt dem, at de hver især har en forpligtelse. Over for sig selv som professionelle fodboldspillere, men også og måske især over for deres omgivelser. I den her klub står vi sammen, og det kan det simpelthen ikke undskyldes, at man ikke leverer varen hver gang. Man kan have en dårlig dag, men man kan ikke gå på banen uden at kæmpe for holdet og for alle dem, der er omkring det. I klubben og på tribunerne.

- En fodboldspiller har verdens bedste job.  En fodboldspiller i Brøndby har verdens bedste job i nogle af de bedste og mest engagerede omgivelser, der findes. Det skal man være sig bevidst og leve op til hver eneste dag.

- Vi kan sige en masse ting nu, men den eneste undskyldning, der kan bruges er en sejr på søndag. Længere er den ikke.

Jensen

Henrik Jensen.