
Bernburg: Jeg er topmotiveret
24.09.2010 13:12
I onsdagens pokalexit i Varde fik Martin Bernburg comeback efter i en måneds tid at have været i medicinsk behandling mod et springerknæ, der længe har drillet den stærke angriber.
På trods af Varde-kampens ulykkelige udfald glæder Bernburg sig over at være tilbage og bobler af lyst til at komme i storform.
Skal bare i kanonform
- Det er klart, at Varde-kampen på ingen måde var klubben værdig, men derfor var det alligevel utrolig glædeligt for mig at kunne trække den gule trøje over hovedet igen. I første omgang har jeg bare nydt at være tilbage på træningsbanen og kunne træne fuldt ud, men i sidste ende er kampene jo det, vi træner for, så det var dejligt at blive skiftet ind, selv om kampen var meget skuffende.
- Jeg har trænet i to uger uden smerter nu, så det ser rigtig godt ud. Det er så fedt ikke at være belastet af knæet og kunne bevæge sig frit. Lige nu mangler jeg selvfølgelig noget formmæssigt, men det bliver hurtigt bedre dag for dag. Nu skal jeg bare give den gas og komme i kanonform.
- Jeg er topmotiveret for at komme i form og gøre en forskel på banen. Mentalt føler jeg mig 100 % klar og sulten efter at vise, hvad jeg kan. I forhold til knæet føler jeg, og har også fået at vide af sundhedssektoren, at behandlingen har virket, og at knæet ser meget stærkere ud, lyder det optimistisk fra angriberen.
- Søndagens kamp mod Silkeborg bliver ikke let. De er inde i en god stime efter en dårlig start på sæsonen. Vi skal tænke på kampen som en vigtig kamp i Superligaen og ikke som en revanche pga. Varde-kampen. Tænker man i de baner, bliver spillet tit forceret og forkrampet.
- Nu handler det for alle mand om at præstere i Superligaen og lægge Varde bag os. Det skal vi kunne. Personligt håber jeg at spille en rolle mod Silkeborg, men formen er nok ikke helt til 90 minutter endnu, afslutter Bernburg med et skævt smil.
Martin Bernburg er tilbage og på vej mod storformen.