U17: Stort overtag gav nul point

11.10.2010 13:32

Efter en god indsats med massivt spilovertag led Brøndby IF's U17-hold lørdag eftermiddag  et sjældent nederlag i topkampen mod Esbjerg, da gæsterne sidst i kampen udnyttede en af deres få chancer.

Kampen foregik næsten kun på esbjergensernes banehalvdel, men på trods af mange afslutninger kneb det for Brøndby IF med at skabe de helt åbne muligheder.

Godt spil, men ingen mål

Efter overstået karantæne var anfører Frederik Holst tilbage på U17-holdet. Denne gang var den alsidige landsholdsspiller rykket fra sin normale plads i forsvaret op på midtbanen, og sammen med Patrick Olsen og Kristian Andersen dannede han en skræmmende stærk midtbane, der satte sig tungt på spillet og kørte bolden godt rundt med hurtigt kombinationsspil. Det var især spydspids Nicolas Mortensen, der nød godt af det, og han kom frem til en del chancer, men ind over stregen ville bolden ikke.

Som kampen skred frem blev Esbjerg trykket længere og længere tilbage mod eget mål, og man sad blot og ventede på, at det forløsende mål ville komme. Det skete så med få minutter igen, men desværre var det forløsende for vestjyderne. På deres blot tredje reelle chance i kampen scorede de. Et langt spark fremad banen gav en friløber, da bolden fik lov at passere over hovederne på Brøndby-forsvaret, og dermed var et skuffende nederlag en realitet.

Brøndby IF er dog stadig med i topstriden i U17 Ligaen, hvor holdet indtager en tredjeplads. Grundet landsholdsfodbold, hvor U17-holdet har seks spillere med, er næste opgave først lørdag den 23. oktober kl. 13:00 på hjemmebane mod AGF/Viby.

Brøndby IF - Esbjerg fB 0-1 (0-0)

0-1 Andreas Sørensen (77. min.)

Startopstilling

A. Hansen

S. Crone - O. Tranberg - M. Nielsen - K. Borslund

P. Olsen - F. Holst (a)

B. Severinsen - K. Andersen - P. Højbjerg

N. Mortensen

Indskiftninger

A. Hjulsager ind for B. Severinsen (53. min.)
M. Jensen ind for P. Højbjerg (53. min.)
K. Norouzi ind for S. Crone (64. min.)