
Syv spillere på U19 og U21
07.10.2010 08:33
I den kommende uge spiller Danmarks U21- og U19-landshold fire kampe. Mest på spil er der for U19-landsholdet, der fra 7.-12. oktober spiller tre vigtige EM-kvalifikationskampe i Sverige mod hhv. Ukraine, Rusland og Sverige. U21-landsholdet spiller 12. oktober venskabskamp mod Frankrig.
På de to ungdomslandshold er Brøndby IF fint repræsenteret med syv spillere.
Blåt og gult i rødt og hvidt
Til U21-landsholdets kamp mod Frankrig har landstræner Keld Bordinggaard udtaget Anders Randrup, Daniel Wass (efterudtaget), Mike Jensen og Jens Stryger Larsen - alle fra Brøndby IF's A-trup.
Til U19-landsholdets vigtige kvalifikationskampe har landstræner Per Andersen udtaget Dario Dumic, Franck Semou og Alexander Green fra Brøndby IF's U19-hold.
Med de syv udtagne spillere er Brøndby IF den klub med flest spillere på de to ungdomslandshold. Herefter følger Lyngby BK og FC Nordsjælland med hhv. fem og fire udtagelser.
Jens Stryger Larsen har sammen med Anders Randrup, Daniel Wass og Mike Jensen igen fundet vej til Keld Bordinggaards U21-landshold. Foto: Arnason.dk