Stenderup: En spændende tid

28.10.2010 12:28

Brøndby IF's midterforsvarer Daniel Stenderup har på det seneste fået en del spilletid i det centrale forsvar. Senest startede han inde i 2-1-sejren mod Randers FC.

Stenderups præstationer i de knapt fem halvlege, han har været med i indtil videre i denne sæson, har udløst rosende ord fra forskellige sider. Selv er Stenderup godt tilfreds med sine præstationer, men fokuserer på at arbejde hårdt og udvikle sig.

Sjovt at læse om sig selv

- Det er da meget sjovt at læse lidt om sig selv. Det er jo ikke noget, jeg har været vant til, men rosende ord er da altid rare. Når det eksempelvis er en holdkammerat, der roser én, så gør det mig rigtig glad, og så bliver jeg virkelig opsat på at vise, hvad jeg kan.

- Alt det uden for banen er nu ikke noget, jeg bruger så meget tid på. Jeg vil hellere fokusere på træningen og kampene, så jeg kan udvikle mit spil og forbedre mine svage punkter.

- Det er en rigtig god følelse at være midt i det hele efter at have stået i skyggen af andre et stykke tid. Jeg er selv godt tilfreds med mine præstationer. Det eneste, der nager mig lidt, er Macenas mål, da vi mødte Horsens. Men jeg blev vist kampens spiller, så noget må jeg trods alt have gjort rigtigt, smiler Stenderup.

- Den seneste kamp mod Randers var en rigtig fin kamp for os på flere måder. Dels fik vi jo tre point, og dels viste vi noget af det gode spil, der skal til for, at resultaterne kommer. Vi fik holdt Randers godt nede, og jeg følte, at vi i forsvaret havde styr på Movsisiyan og de andre offensive spillere fra Randers. Selvfølgelig får de scoret til sidst, men det mål kan vi egentlig ikke gøre det store ved. Det er et utrolig godt slået indlæg, som jeg ser det.

- Det er klart, at det er en meget spændende tid for mig lige nu. Det er fedt at møde nogle af de store spillere i Superligaen, som spiller på et højt niveau. Jeg bliver matchet hårdere end hidtil, men det sætter mig bare mere op.

- Jeg føler, at vi fik en masse selvtillid ud af kampen i søndags, og det håber jeg, at vi kan bruge på søndag mod Esbjerg, slutter Daniel Stenderup.

Stenderup

Brøndby IF's Daniel Stenderup fører bolden frem. Foto: Arnason.dk