Seminar om fans og sikkerhed
11.10.2010 09:00
Brøndby IF tager i samarbejde med Århus Universitet (fanforskerne Kristian Rasmusen og Jonas Havelund) initiativ til et fan- og sikkerhedsseminar, der tager udgangspunkt i de tilskueruroligheder, der er set igennem en periode i dansk fodbold, og som desværre også har udspillet sig i forbindelse med Brøndby IF's kampe den seneste tid.
Seminaret er en naturlig følge af det arbejde, Brøndby IF i forvejen gør på netop fan- og sikkerhedsområdet, hvor der i den seneste tid har været afholdt en lang række møder med både myndigheder, forskere og leverandører af forskelligt udstyr til brug inden for crowd management og sikkerhed.
Vil samle trådene
Til deltagelse i seminaret, som efter planen afholdes i slutningen af november, vil ud over nøglerepræsentanter for Brøndby IF og Århus Universitet, blive inviteret deltagere fra FCK, Lyngby samt andre superligaklubber, politiet, DBU, de politiske partier, danske og udenlandske fanforskere, fanrepræsentanter m.fl.
Sikkerhedschef Emil Bakkendorff udtaler:
- Problemet med tilskuere, der bryder alle normer og regler og håndteringen af samme har længe været kendt i både Danmark, men især i andre europæiske lande. Vi har løbende været i tæt dialog med både forskere, fans, DBU og myndigheder og er nu nået til et punkt, hvor vi vil samle trådene.
- Vi har evalueret mulighederne for registrering på den ene eller anden måde, og selvom vi ikke vil udelukke noget, så viser alle erfaringer, at det ikke er en effektiv løsning, der alene tager hånd om det reelle problem. Erfaringerne fra både ind- og udland viser, at der skal helt andre ting på bordet, hvis man ikke bare skal flytte problemet. Vi afviser dog ikke at registrering kan være en del af en helhedsløsning.
- Den foreløbige respons på initiativet har været yderst positiv. Konferencen giver forhåbentlig mulighed for, at de vigtigste aktører kan fremkomme med ønsker, behov og løsningsforslag. Baggrunden for dette vil være dels de indlæg, der fremkommer på konferencen, og dels den debat der forhåbentlig udspiller sig. Det er håbet, at vi sammen kan finde nogle løsningsmodeller, der kan støtte den positive fankultur og mere effektivt komme den negative fankultur til livs. På og uden for stadions.
Fankonsulent
- I forbindelse med vores sonderinger omkring at komme ovenfor omtalte problemer til livs har vi besluttet os for at undersøge mulighederne for at ansætte en fankonsulent i Brøndby IF.
- Med udgangspunkt i de erfaringer, der er gjort i udlandet (i f.eks. Tyskland), og som en naturlig udbygning af den dialog, som har stået på mellem klub og fans, vil vi indlede et arbejde, der bl.a. består i at fastlægge rammerne for et sådant job, runder sikkerhedschef Emil Bakkendorff af.
Så snart der er noget mere konkret omkring en evt. ansættelse af fankonsulent, vil dette blive meldt ud her på brondby.com.