
Peer F.: Vi gør det godt
13.10.2010 11:31
I DBU's Reserveholdsturnering fortsatte Brøndby IF de gode takter, da reserverne tirsdag eftermiddag vandt 4-1 på udebane mod AB.
brondby.com talte med assistenttræner Peer F. Hansen efter sejren.
Fokuseret indsats
- Jeg synes, vi gør en god figur. Vi er på papiret det stærkeste hold, og det får vi heldigvis også vist på banen. Kampen udvikler sig egentlig, som vi havde forudset, og jeg er tilfreds med, at vi holder fokus og bevarer koncentrationen gennem hele kampen.
- Når man kommer så tidligt foran, kan det nogle gange være svært at bevare koncentrationen og momentum, men alle leverer en professionel indsats, og ved 3-0 er kampen helt lukket.
- Generelt gør vi det godt som hold, og der er også flere spillere, der skiller sig særlig positivt ud, lyder det fra Peer F. Hansen.
Herunder kan du læse et fyldigt referat fra 4-1-sejren.
Brøndby IF vandt tirsdag eftermiddag fuldt fortjent med 4-1 over AB. Målene scorede Frederiksen, Agger og Bruno (2). Kuriøst så kom hele tre af kasserne fra hjørnespark. Senegaleseren Mame N?Diaye, der er på prøvetræning, fik fuld spilletid.
På en behagelig solbeskinnet eftermiddag på AB's baner i Bagsværd var der aldrig tvivl om sejren - der var simpelthen klasseforskel. Kun sejrens størrelse var der spænding om.
Frederiksens drømmehug
Der var blot spillet tre minutter, da den velbesøgte kamp fik sit første store højdepunkt. Et langt sparket hjørnespark fra Kristoffer Munksgaard sejlede ned til en umarkeret Jan Frederiksen bagerst i feltet, og med en imponerende flugter fik han dirigeret den helt op i krogen af AB-målet. 1-0 til Brøndby IF.
Det blev startskuddet til flere velkomponerede angreb fra det teknisk stærke Brøndby-mandskab. Andet mål faldt efter hurtigt opspil, hvor Munksgaard, omringet af AB-spillere, på imponerende vis fik sendt Nicolaj Agger alene mod buret, og angriberens venstrefod var usvigelig sikker.
Man sad med fornemmelsen af, at tredje mål også var lige om hjørnet, da Brøndby aldrig slap gashåndtaget i første halvleg, men i stedet var AB tæt på at komme tilbage i kampen, da et flot langskud tog overliggeren.
Generelt var det en underholdende kamp. Brøndby IF viste god angrebsfodbold og kom både via kanten, hurtige kombinationer og lange bolde igennem til muligheder. Omvendt var den nye konstellation i forsvaret forståeligt nok ikke altid 100 % dirkefri, og derfor var der masser af underholdning for de godt 200 fremmødte tilskuere.
To mål på to minutter
I pausen kom Bruno, Azad Corlu og Beran Camili på banen, og det skulle vise sig at være en fremragende ide. På blot to minutter scorede Bruno på to identiske hjørnespark leveret af Corlu, og kort efter fik Camili tilkæmpet sig et straffespark, som Bruno dog misbrugte.
Desuden blev det i anden halvleg til store afbrændere af Peter Madsen og indskiftede Martin Bernburg, og spilovertaget forblev stort set det samme kampen igennem. Der var flere fine præstationer på Brøndby-holdet, hvor blandt andre Kristoffer Munksgaard spillede en fin første halvleg, mens også Beran Camili gjorde et rigtig fint indhop, hvor han konstant udfordrede på højre flanke.
Kampen endte 4-1, da AB's Benjamin Lee i de døende sekunder sendte et fint langskud ind bag Michael Falkesgaard i Brøndby-målet.
Brøndby IF indtager nu en andenplads i østpuljen 4 point efter FCK, der dog har spillet to kampe mere. Næste opgave i reserveholdsturneringen er den 1. november ude mod HB Køge. Kampen fløjtes i gang kl. 15 på Køge Stadion.
AB - Brøndby IF 1-4 (0-2)
0-1 Jan Frederiksen (3. min.)
0-2 Nicolaj Agger (20. min.)
0-3 Bruno (76. min.)
0-4 Bruno (78. min.)
1-4 Benjamin Lee (91. min.)
Startopstilling
M. Falkesgaard
M. Larsen - P. Kanstrup (a) - J. Frederiksen - M. N?Diaye
S. Gislason
A. Farnerud - K. Munksgaard - O. Akharraz
P. Madsen - N. Agger
Indskiftninger
B. McGrath ind for K. Munksgaard (46. min.)
M. Bernburg ind for N. Agger (46. min.)
A. Corlu ind for O. Akharraz (46. min.)
Bruno ind for P. Madsen (59. min)
B. Camili ind for A. Farnerud (59. min.)