Køhlert: Det kørte af sporet

22.10.2010 17:22

For noget tid siden kunne man læse at Tom Køhlert var blevet opsagt i stillingen som scout, og det til trods for, at klubbens formand Per Bjerregaard angiveligt skulle have lovet ham "livstidsansættelse".

Tom Køhlert har overfor brondby.com ønsket at fortælle lidt mere om realiteterne i den historie, som Tom siger "mediemæssigt kørte helt af sporet".

Min klub

Tom Køhlert fortsætter:

- Per og jeg havde, den dag jeg fik at vide at min kontrakt ikke blev forlænget, en god snak om klubben og specielt nogle opgaver i amatørklubben, som jeg havde lyst til at hjælpe med fremover. Om selve det, at aftalen ikke blev forlænget bør det også nævnes, at jeg rent faktisk fik en aftrædelsesordning tildelt af selskabet.

- Med hensyn til rygterne om, at Per har lovet mig livstidsstilling, så har det snarere været på den her måde, at Per har sagt; "Mon ikke vi finder ud af det hen af vejen, når vi når frem til pensionsalderen" - Det har han altid levet op til og det gør klubben fortsat. Det er et års tid til, jeg når pensionsalderen og jeg er sikker på vi finder en god løsning. Et er sikkert, der bliver ikke nogen "sag" mellem Brøndby IF og mig.

Og Køhlert resumerer sin tid i Brøndby IF:

- Jeg har været i Brøndby IF lige siden starten af klubben i 60?erne, spillet på førsteholdet, været med til at rykke op med førsteholdet både som spiller og træner, været ungdomstræner, talentcheftræner og cheftræner. Jeg har vundet danske mesterskaber til klubben som cheftræner, og det har været rigtigt godt at være med i den forrygende udvikling, klubben har gennemgået. Jeg jeg er stolt over, at jeg som professionel træner er blevet udnævnt til æresmedlem af klubben og har modtaget klubbens sølvnål.

- Jeg er altid blevet godt behandlet og ingen skal være i tvivl om, at Brøndby IF er og bliver min klub. I morgen aften arrangerer klubben så jubilæumsmiddag for de herlige spillere, trænere og ledere, der for 25 år siden vandt Brøndby IF's første Danmarksmesterskab.
Det glæder jeg mig til. Det må blive en herlig aften.

- Men det der vil gøre mig mest glad i weekenden: Stor opbakning til spillerne på søndag fra tribunerne, så vi kan få en sejr over Randers, slutter Tom Køhlert. Den første mestertræner i Brøndby IF med det store Brøndbyhjerte, som altid vil være respekteret i klubben.