Gratis adgang til Champions League

13.10.2010 09:02

I dag onsdag den 13. oktober kl. 19:30 spiller Brøndby IF's kvinder UEFA Women's Champions League på Brøndby Stadion. Kampen er den anden af to 1/16-finalekampe. Der er gratis adgang for alle til kampen.

Brøndby IF sikrede sig for lidt over to uger siden et godt udgangspunkt mod polske Unia Racibórz, da man i Polen vandt med 2-1.

Kom og støt kvinderne

Med det fine udgangspunkt er der dermed gode muligheder for at få kvinderne videre i årets Champions League.

Cheftræner for Brøndby IF's kvinder, Peer Lisdorf, udtaler:

- Det er klart, at vi står med gode kort på hånden til returopgøret her på onsdag. Men vi skal bestemt have respekt for Racibórz, da de altså spillede en god gang fodbold i den første kamp. Føringen fra den første kamp betyder dog, at polakkerne skal frem af banen, og det kan forhåbentlig give os noget mere plads at spille på og nogle muligheder for kontraløb.

- Jeg forventer, at vi går videre til 1/8-finalen, og jeg håber, at der kommer mange tilskuere og bakker os op og hjælper os videre i Champions League, lyder det fra Peer Lisdorf.

Champions League-kampen spilles på onsdag den 13. oktober kl. 19:30 på Brøndby Stadion.

Kom og se noget flot fodbold og vær med til at hjælpe kvinderne videre i Europa.

Der er gratis adgang for alle til kampen.

 CL Women

Kom og støt Brøndby IF's kvinder og deres videre færd i den fornemste europæiske turnering, Champions League.