
Frederiksen: Det kolde højreben
31.10.2010 21:57
- Jamen, det var fantastisk.
Jan Frederiksen, storsmilede da han mødte pressen efter kampen mod Esbjerg. Det lå ikke i kortene at den offensive venstreback skulle have haft en hovedrolle i aftenens kamp.
En sjælden scoring
- Nej, jeg var egentlig kun herovre som 19. mand og skulle have set kampen fra tribunen, men så fik Thomas Rasmussen desværre en mindre forstrækning.
- Det var dejligt at spille en hel kamp igen. Det er efterhånden nogen tid siden, smiler Frederiksen om muligt endnu bredere.
- At så endda også blev til et mål ? ja, det er jo ikke ret tit jeg scorer. Men vigtigst at vi vandt, og gjorde det fortjent. Vi viser gennem hele kampen, at vi ville vinde.
De fremmødte journalister ville dog ikke lade Frederiksen slippe så let om sin scoring, så han måtte tegne og fortælle:
- Jeg modtager bolden og får taget et træk ind i banen, så bolden kommer til at ligge til mit noget kolde højreben. Jeg får alligevel skovlet den ind. Skal jeg være ærlig, så troede jeg faktisk ikke, at den ville gå ind, da målmanden fik hænderne på.
- Naturligvis er jeg glad for målet, men jeg er først og fremmest glad for at spille og håber da bestemt også på, at dette kun var den første kamp af flere i den kommende tid. Jeg vil i hvertfald fortsat klø på, afslutter dagens første målscorer stadigt smilende.