DBU-bøder ankes

08.10.2010 11:57

Efter ekstern juridisk bistand og evaluering af baggrunden for DBU's uddeling af bøder på henholdsvis 10.000 kr. og 200.000 kr. i forbindelse med tilskuerurolighederne i kampene mod henholdsvis Lyngby på Lyngby Stadion og FC København i PARKEN, har Brøndby IF valgt at anke afgørelserne.

Sikkerhedschef Emil Bakkendorff uddyber:

Tager afstand fra ballade

- Vi tager stærkt afstand fra de episoder, vi var vidne til på tætteste hold på Lyngby Stadion og i PARKEN, og vi ønsker at få sat en effektiv stopper for den slags ugerninger så hurtigt og så effektivt som muligt. Det skal der ikke herske nogen tvivl om.

- Vi må bare konstatere, at vi som den eneste part i sagen er blevet idømt en bøde for tredjemands gerninger på tilskuerafsnit, vi ikke har haft fuld bestemmelsesret eller fuldt kontrolløransvar for.

- Der er nogle helt principielle aspekter i afgørelserne og i reglerne om objektivt udebaneansvar, som vi gerne vil have afprøvet juridisk, og det er baggrunden for, at vi nu har valgt at anke dommene, fortæller Brøndby IF's sikkerhedschef Emil Bakkendorff.