
Cagara: Fedt at være tilbage
11.10.2010 12:12
Ex-Brøndby-spiller Dennis Cagara genoptræner i disse dage i Brøndby IF og sideløbende i Gildhøj Centret tæt på Brøndby Stadion.
Venstrebacken kom for otte uger siden galt afsted med sin ene akillessene, og da han er uden kontrakt, har Brøndby IF altså stillet faciliteterne til rådighed, så Cagara forhåbentlig snart kan komme tilbage i fulde omdrejninger.
Føler mig hjemme
- Det er dejligt at være tilbage i vante omgivelser. Jeg kender stadig en masse mennesker herude og føler mig hjemme her. Det er utrolig pænt af Brøndby at lade mig genoptræne i klubben, nu hvor jeg ikke er tilknyttet en anden klub. Det sætter jeg stor pris på.
- Min skade kom på et meget uheldigt tidspunkt, da jeg skulle til prøvetræning og forsøge at tilspille mig en kontrakt i en anden klub. Men jeg prøver bare at kigge frem og fokusere på det positive frem for det negative.
- Det positive er blandt andet, at det er gået rigtig hurtigt fremad med skaden. Jeg håber på at kunne jogge om 2½ uge, og da der trods alt kun er gået otte uger, siden skaden skete, er det meget positivt. Jeg håber da på at kunne træne med bold, inden året er omme.
- Jeg har aldrig lagt skjul på, at Brøndby er min klub. Derfor er det fedt at være tilbage, selv om det i første omgang kun er på lånt tid, slutter Dennis Cagara.
Dennis Cagara har siden tiden i Brøndby IF været omkring Hertha Berlin, Dynamo Dresden, FC Nordsjælland og AGF. Her ses han i FC Nordsjællands røde trøje.