
Brøndby-sejr i Slagelse
20.10.2010 09:09
Brøndby IF vandt tirsdag eftermiddag 2-1 over FC Vestsjælland i en underholdende reserveholdstræningskamp.
De A-trup-spillere der ikke havde fået spilletid i weekenden var tirsdag draget ned til det idylliske Slagelse Stadion for at spille mod FC Vestsjælland. Det blev en underholdende match, der endte 2-1 til Brøndby IF på mål af Peter Madsen og Nicolaj Agger.
Store chancer og pænt spil
FC Vestsjælland stillede op med flere profiler fra deres 1. divisionshold, hvor de er med i topstriden, mens Brøndby IF på nær keeper Falkesgaard kun havde spillere fra A-truppen med. Kampen blev en åben affære med mange chancer i begge ender, men med gæsterne som det bedst spillende hold.
Allerede i det 3. minut brændte FCV-anfører Wichmann en stor chance, da en løsbold i feltet blev sparket forbi mål. Det tog lige Brøndby IF et kvarter, før man fik styr på spillet, men så kom der også pæn facon på det. Godt 24 minutter inde i kampen faldt det første mål. Jan Kristiansen, der spillede en god energisk kamp, leverede en flad indenomsaflevering til Peter Madsen, der med sin første berøring frækt sendte kuglen imellem benene på keeperen med højre yderside. 1-0 til Brøndby IF.
Kort efter brændte det igen på foran Brøndby IF's mål, da den tidligere Brøndby-spiller Mark Leth Pedersen fra tæt hold sendte bolden over mål. Inden pausen burde Nicolaj Agger havde scoret, da en dybdeaflevering fra Mike Jensen fandt Agger i fri skudposition, men i to omgange fik vestsjællands målmand blokeret. Det samme gjaldt for Jan Kristiansen, da han også blev sendt i dybden, denne gang af Gislason, men hans skud gik snert forbi det fjerneste målhjørne.
I det hele taget var det især bolde i dybden, der virkede for Brøndby IF denne eftermiddag, og det var måske derfor, at FC Vestsjælland i 2. halvleg kom til at stå længere tilbage på banen. Det forhindrede dog ikke Brøndby IF i at score deres andet mål, da et knaldhårdt indlæg til forreste stolpe fra Jan Kristiansen fandt Aggers pandebrask, og han sendte den sikkert i mål.
Med godt en halv time igen blev et offensivt Brøndby-hold endnu mere offensive, da Madsen og Agger blev flyttet ned på midtbanen for at gøre plads til Bruno og Jallow. Det udmøntede sig desværre ikke i flere mål. I stedet fik FC Vestsjælland, der fortsat producerede en del chancer, reduceret, da en ellers velspillende Michael Falkesgaard lavede en ærgerlig fejl og på et målspark sendte bolden ud til en FCV-spiller, der let kunne sende den i mål.
Især Jan Kristiansen skal fremhæves som en god mand denne eftermiddag, og i forsvaret var det glædeligt at se Mikkel Bischoff tilbage i fuld vigør. Generelt fandt hele holdet et fint niveau, hvor der på det tekniske plan til tider blev disket op med lækkerier.
FC Vestsjælland - Brøndby IF 1-2 (0-1)
0-1 Peter Madsen (24. min.)
0-2 Nicolaj Agger (47. min.)
1-2 FC Vestsjælland (80. min.)
Startopstilling
M. Falkesgaard
A. Randrup - M. Bischoff - D. Stenderup - J. Frederiksen
S. Gislason
J. Kristiansen (A) - M. - A. Farnerud
P. Madsen - N. Agger
Indskiftninger
Pierre Kanstrup ind for Daniel Stenderup (46. min.)
Bruno ind for Mike Jensen (58. min.)
Ousman Jallow ind for Jan Kristiansen (58. min.)