
To gange tre point i Aalborg
15.11.2010 10:10
Både Brøndby IF's U17- og U19-hold spillede i lørdags kamp i Aalborg. Turen til det nordjyske var succesfuld for begge mandskaber, der kunne tage to gange tre point med hjem til vestegnen.
U17-drengene sejrede med 3-1 over AaB, mens U19 vandt 2-0. Nedenfor kan du læse mere om de to kampe.
U19 med masseafbud
For U19-holdets vedkommende var forudsætningerne forud for kampen mod AaB ikke de bedste. På grund af sygdom, skader og karantæne manglede man således otte spillere fra den normale U19-trup - blandt andet var Franck Semou i karantæne, mens Alexander Green blev testet forud for kampen, men endte med ikke at kunne spille. Det betød, at træner Bent Christensen Arensøe havde hentet flere U17-spillere op til kampen.
I kampens første halvleg havde gæsterne fra Brøndby svært ved at skabe reelle målchancer, da hjemmeholdet fra AaB stod meget kompakt langt tilbage på banen og satsede på omstillingsspil alene.
Alligevel lykkedes det den store centerforsvarer Dario Dumic at gøre det til 1-0 på Brøndby IF's første egentlige chance i kampen.
Efter målet blev der løsnet en anelse op for tingene, og Brøndby var gennem resten af kampen bedre til at fastholde presset på værterne. U19-drengene spillede hurtigere, men formåede stadig ikke at skabe de helt åbne chancer. Først fem minutter før tid gav presset pote, da Mathias Gehrt kunne lukke kampen til 2-0.
En fortjent sejr til Brøndby IF i en kamp, hvor to af de 11 startende normalt spiller på U17-holdet. Med sejren er Brøndby IF's U19-hold stadig på ligaens dukseplads med seks point ned til Vejle på andenpladsen.
AaB - Brøndby IF 0-2 (0-1)
0-1 Dario Dumic (35. min.)
0-2 Mathias Gehrt (85. min.)
Startopstilling
N. Jørgensen
T. Aarris - D. Dumic - C. Stokholm - D. Norouzi
P. Olsen - O. Tranberg
J. Vesterberg - M. Gehrt - J. Hansen
M. Suleiman
Udskiftninger
Mads Nielsen ind for Oskar Tranberg (70. min.)
Mathias Dam ind for Jakob Vesterberg (60. min.)
Kristian Lauritzen ind for Mahmud Suleiman (85. min.)
U17-sejr igen, igen
U19-holdets mange afbud ramte også Brøndby IF's U17-drenge, der til kampen mod AaB måtte undvære flere af holdets bærende spillere, som altså var blevet hentet op på U19. Derudover manglede man både Borslund og Severinsen, der sad ude med skader. På grund af de manglende U17-spillere var fire spillere fra Brøndby IF's U15-hold kaldt op til kampen i Aalborg. En af dem, Andreas Christensen, startede inde i centerforsvaret og gjorde en fin figur.
De mange afbud så ikke ud til at have den store betydning for John Ranums talentfulde mandskab, der hev en sikker 3-1-sejr i land i Aalborg. Med sejren fortsætter U17-holdet deres imponerende stime på nu fem sejre i streg.
Lørdagens modstandere fra AaB var ellers ubesejrede hjemme, men det blev der lavet grundigt om på. Brøndby IF var simpelthen for stærke for de jyske værter, og sejren på 3-1 kunne godt have været større.
Midt i første halvleg åbnede giftige Nicolas Mortensen scoringen. Forinden havde en stærkt spillende Kristian Andersen haft to giftige skud fra distancen. Stillingen 1-0 holdt til pausen, men et kvarter inde i anden halvleg øgede kreatøren Andersen til 2-0, og kort tid efter slog Pierre-Emile Højbjerg det sidste søm i AaB-kisten, da han gjorde det til 3-0. Kort før tid fik AaB et trøstemål på et straffespark.
Sejren på 3-1 kan der bestemt ikke pilles ved, og akkurat som U19-drengene så troner U17-holdet også på ligaens førsteplads, hvor de har tre point ned til FC Midtjylland på andenpladsen.
AaB - Brøndby IF 1-3 (0-1)
0-1 Nicolas Mortensen
0-2 Kristian Andersen
0-3 Pierre-Emile Højbjerg
1-3 AaB (straffe)
Startopstilling
A. Hansen
S. Crone - F. Holst - A. Christensen (U15) - R. Durmisi
P.E. Højbjerg
A. Hjulsager - K. Andersen
N. Mortensen - D. Holm - M. Jensen
På bænken
Mathias Andersen (U15)
Kristian Larsen (U15)
Malthe Johansen (U15)