Storsejr og førsteplads til reserverne

30.11.2010 09:11

Brøndby IF's reservehold satte mandag eftermiddag AB's ditto eftertrykkeligt på plads på et sneklædt Brøndby Stadion. Et 5-0-nederlag blev nordkøbenhavnerne sendt hjem med på mål af Bischoff, Corlu, Bruno, McGrath og Dumic.

Den store sejr betyder, at Brøndby vinder Reserveholdsturneringens Østpulje foran FCK på bedre målscore. I øvrigt går talenterne ubesejret igennem efterårets ti kampe. Til foråret skal reserverne igen op imod FCK samt FCM, AaB, AC Horsens og enten OB eller Vejle.

Målene

Allerede i det 4. minut fik Brøndby IF let spil, da et returindlæg efter et hjørnespark endte hos Mikkel Bischoff, der stod helt fri og let kunne heade kuglen i kassen.

Lidt efter viste Azad Corlu fornem sparketeknik fra kanten af feltet, da han modtog en veltilrettelagt aflevering fra Jan Kristiansen og fladt sendte bolden ind i det korte hjørne i AB-målet.

Det blev 3-0 midtvejs i første halvleg. Efter endnu et mønsterangreb blev den velspillende U19-spiller Daniel Norouzi sendt til baglinjen, og han leverede en sukkerball lige i pandebrasken på Bruno, der fint dirigerede bolden uden for AB-keeperens rækkevidde.

Efter pausen kunne både Brent McGrath og Dario Dumic, der var trukket med frem i et angreb, fra frie positioner let sparke Brøndby IF til en storsejr.

Kampen blev med et kvarter igen skæmmet af et rødt kort til AB's David Boysen efter noget tumult med Pierre Kanstrup. AB havde knap nok et reelt forsøg på mål i hele kampen på den hvide plæne, og derfor kunne der ikke pilles ved sejrens størrelse. Det var, især under de besværlige forhold, et glimrende indstillet Brøndby-mandskab, der fra første fløjt satte tingene på plads.

Der var til dagens kamp fire U19-spillere med, der alle fik præsenteret sig godt på seniorniveau.

Brøndby IF - AB 5-0 (3-0)

1-0 Mikkel Bischoff (4. min.)
2-0 Azad Corlu (13. min.)
3-0 Bruno (22. min.)
4-0 Brent McGrath 56. min.)
5-0 Dario Dumic (84. min.)

Startopstilling

M. Falkesgaard

A. Randrup - M. Bischoff - P. Kanstrup - D. Norouzi

O. Akharraz - K. Munksgaard - A. Corlu - J. Kristiansen

B. McGrath - Bruno

Indskiftninger

Beran Camili ind for Jan Kristiansen (57. min.)
Mathias Gehrt ind for Kristoffer Munksgaard (57. min.)
Alexander Green ind for Osama Akharraz (57. min.)
Dario Dumic ind for Azad Corlu (57. min.)