
Reserverne tilbage på sejrskurs
23.11.2010 09:16
Efter to uafgjorte reserveholdskampe blev FC Nordsjælland mandag eftermiddag besejret 3-2 i en afvekslende affære hjemme på bane 2 bag Brøndby Stadion. Målscorerne for Brøndby IF var Osama Akharraz (2) og Mathias Gehrt fra U19-holdet.
Resultatet betyder, at reserverne har kvalificeret sig til slutspillet, hvor de to bedste hold fra turneringens tre puljer til foråret kæmper om titlen. Brøndby IF ligger før sidste runde side om side med FCK, der dog har en bedre målscore.
Kold kamp
Vejret begynder efterhånden at få karakter af vintervejr med temperaturer omkring frysepunktet, men det forhindrede ikke de to mandskaber i at levere en god indsats. Begge hold ville fremover isen, og de spillede teknisk god fodbold med fokus på små hurtige kombinationer.
Efter blot seks minutter satte Osama Akharraz Brøndby IF i gang, da han med en fin vending i feltet kom til frit skud og sparkede den op i nettaget. Halvlegen bød på pæne muligheder i begge ender. FCN var gode til at spille sig frem til Brøndbys målfelt, og især deres højreside voldte Brøndby-reserverne problemer.
20 minutter inde i kampen ramte FCN træværket efter et hjørnespark, og lidt efter var de igen tæt på efter endnu et hjørne. I den anden ende var Bruno ikke langt fra at blive målscorer, men han fik ved den lejlighed ikke helt timet den gode hovedstødschance.
Anden halvleg bød på to straffespark, et til hvert hold, begge for benspænd. Først var det Fetai, der sikkert eksekverede et straffe begået mod ham selv, og Brøndby IF udlignede tyve minutter senere, da Osama gjorde Fetai kunsten efter, da Brent McGrath blev fældet. U19-spilleren Mathias Gehrt fik scoret sit første seniormål, da han efter et hjørnespark placerede sig perfekt og let kunne dreje bolden i mål.
FCN gav dog ikke op, og kampen sluttede med en reducering af gæsterne ved et godt fladt spark. Næste og sidste opgave for Brøndby IF's reserver er mandag den 29. november kl. 13, hvor reserveholdet hjemme tager imod AB.
Brøndby IF - FC Nordsjælland 3-2 (1-0)
1-0 Osama Akharraz (6. min.)
1-1 Bajram Fetai (str. 52. min.)
2-1 Osama Akharraz (str. 72. min.)
3-1 Mathias Gehrt (86. min.)
3-2 FC Nordsjælland (90. min.)
Startopstilling
M. Falkesgaard
A. Randrup - M. Bischoff - P. Kanstrup - D. Norouzi
A. Corlu - P. Jatta - M. Larsen - O. Akharraz
Bruno - B. McGrath
Indskiftninger
B. Camili ind for M. Larsen (35. min.)
D. Dumic ind for P. Jatta (69. min.)
M. Gehrt ind for B. McGrath (73. min.)