
Per Nielsen skal træne Hvidovre
15.11.2010 13:16
Per Nielsen, Brøndby-koryfæ og nuværende U19-assistenttræner i Brøndby IF, har indgået en aftale med 1. divisionsklubben Hvidovre, hvor Nielsen tiltræder som cheftræner ved årsskiftet.
Per Nielsen har spillet ikke færre end 547 førsteholdskampe for Brøndby IF gennem sin lange og flotte karriere, hvilket placerer ham på andenpladsen over spillere med flest kampe i gult og blåt - kun overgået af Bjarne Jensen med 556 kampe.
Med blandede følelser
- Det er med blandede følelser, at jeg nu forlader Brøndby. Der er ingen tvivl om, at klubben betyder meget for mig og har givet mig utrolig meget, så Brøndby vil altid have en særlig plads i mit hjerte.
- Omvendt så føler jeg, at tiden nu er moden til, at jeg kommer ud og står på egne ben så at sige. Jeg er klar til at stå med ansvaret selv og føler, at jeg har en masse at tilbyde som træner.
- Jeg glæder mig utrolig meget til opgaven i Hvidovre. Det bliver en spændende udfordring, som jeg har store forventninger til.
- Der er ingen dramatik i skiftet, som sker i fuld overensstemmelse med alle parter. Min kontrakt i Brøndby løber ud til nytår, hvorefter jeg så starter op i Hvidovre.
- Jeg håber da, at jeg en dag kan arbejde i Brøndby-regi igen. Det er, når alt kommer til alt, min klub, og det vil det blive med at være, lyder det afslutningsvist fra Per Nielsen.
Brøndby IF siger tak for denne gang til Per Nielsen og ønsker held og lykke med trænerjobbet i Hvidovre.
Først sluttede Per Nielsens æra som spiller i Brøndby IF, og nu er det - i hvert fald i denne omgang - også slut som træner i klubben.