Old Boys: Nostalgi på kunstgræs

09.11.2010 12:55

Et meget afbudsramt Brøndby IF Old Boys-hold spillede i lørdags en afgørende kamp mod KB om at komme i DM-finalen. Kampen blev spillet på kunstgræsbanen ved Brøndby Stadion.

Efter at have holdt godt stand blev det til sidst til et 1-3-nederlag for de blågule. Kim Daugaard stod for Brøndbys træffer på et klassisk Daugaard-frispark.

Mange afbud

Nostalgien var i højsædet til dagens kamp, der desværre ikke talte spillere som Per Nielsen, Ruben Bagger, Henrik Jensen, Bent Christensen Arensøe, Mads Jørgensen samt en stribe andre Brøndby-legender. Dog var Ole Bjur, Kim Daugaard, Auri Skarbalius og Kim Vilfort på banen. Derfor var det på forhånd et undertippet hjemmehold, der løb på banen mod KB's hold, der bl.a. stillede op med Michael Mio Nielsen, Martin Johansen, Todi Jónsson og Martin Birn. At Old Boys-holdet var presset af afbud blev godt illustreret ved, at assistenttræner Peer F. Hansen, efter endt førsteholdstræning, først dukkede op som indskiftningsspiller midt under kampen.

KB fik en fremragende start på opgøret, da de i det 3. minut fik let spil i feltet og kunne bringe sig foran 1-0. Kort efter modtog Auri, der gennem kampen var en energisk indpisker, allerede et gult kort. Der skulle gå et kvarter, før keeper Morten Cramer, der til lejligheden var angriber, kom frem til første Brøndby-chance, men Cramer prøvede lidt for uselvisk at aflevere i stedet for at søge afslutningen.

Generelt lignede KB et yngre hold med mere fart i benene, og det blev afgørende. De fik spillet bolden bedst rundt, og mere en én gang måtte målmand Sten Christensen redde kastanjerne ud af ilden. Kuriøst var den notorisk ufarlige Auri kort inde i anden halvleg ikke langt fra et mål, da et fint skud fra kanten af feltet blev blokeret af KB's målmand. Morten Cramer var også tæt på at heade bolden i kassen, men det blev ved lige ved og næsten.

42 minutter inde i kampen modtog KB et rødt kort for en hævnakt, og det gav håb. Brøndby IF var dog allerede lykkedes med at skubbe spillet højere op og gøre kampen mere jævnbyrdig i denne periode. Det førte med ti minutter igen til et frispark på kanten af feltet, som Daugaard på bedste vis udnyttede med et følt spark over muren. Brøndby IF skulle bruge en sejr, hvis DM-finalen skulle nås, så spændingen var tilbage i kampen. Det holdt desværre kun fem minutter, så knækkede et træt Brøndby-hold, og så kunne KB lukke kampen med to mål i slutfasen.

Der var dog plads til overskud og humor fra sidelinjen. De gamle back-spillere Bjarne Jensen og Ole Østergaard prøvede med et skævt smil at fortælle linjedommeren, hvordan han skulle dømme kampen. Kamprekordholderen i klubben Bjarne Jensen bemærkede overfor jeres udsendte, at han synes de efter omstændighederne havde klaret kampen meget godt. Ude på sidelinjen prøvede en anden klublegende Røde Jørgen forgæves at opildne sine spillere til sejr, men altså forgæves i denne omgang.

Brøndby IF - KB 1-3 (0-1)

0-1 KB (3. min.)
1-1 Kim Daugaard (60. min.)
1-2 KB (65. min.)
1-3 KB (75. min.)

Startopstilling

Sten Christensen

Ole Østergaard - Kim Vilfort - Auri - Bjarne Jensen

Lars Vang - Ole Bjur - Kim Daugaard - Thomas Lindrup

Allan "Perle" Jensen - Morten Cramer

Indskiftninger

Sven Borup ind for Bjarne Jensen (47. min.)
Lasse Jacobsen ind for Ole Østergaard (53. min.)
Peer. F. Hansen ind for Allan "Perle" Jensen (63. min.)