Krohn-Dehli: Jeg har kigget indad

10.11.2010 09:40

Brøndby IF's Michael Krohn-Dehli har i denne sæson lagt endnu et aspekt til sit fodboldspil. Den vævre midtbanespiller er nu hyppigt scorende, hvorimod "Krohn" tidligere mest var i oplæggerens rolle.

I indeværende sæson er det blevet til syv Superliga-træffere for Krohn-Dehli, der dermed er femte mest scorende i ligaen. brondby.com har talt med Krohn-Dehli om de usædvanligt mange mål. 

Mere selvisk

- Jeg tror, at jeg er begyndt at score flere mål, fordi jeg søger mine egne afslutninger mere. Jeg fik tidligere noget kritik af mine manglende scoringer, så jeg har kigget indad og er nok blevet lidt mere selvisk i mit spil.

- Når man så først får scoret et par mål, så kommer der selvfølgelig lidt ekstra selvtillid, og man søger chancerne mere end ellers.

- Det betyder også meget for mit spil, at hele holdet fungerer bedre og bedre, og at vi tør spille spillet langs jorden. På den måde kommer jeg mere til min ret og kan iscenesætte mig selv og selvfølgelig også de andre.

- Jeg synes, at der er gode tendenser i vores spil for øjeblikket. Vi kombinerer bedre, der er flere løb uden bold og generelt masser af bevægelse. I de seneste tre-fire kampe har vores spil helt klart været opadgående.

- Vi skal dog stadig, i mine øjne, lade være med at kigge for meget på stillingen, men i stedet fokusere på at udvikle os som hold. Det er alt for tidligt at tænke på medaljer osv. Jeg vil meget hellere tænke på at forbedre vores spil, så vi sammen bliver et endnu bedre hold. Selvfølgelig handler det også om at vinde og ikke bare om udvikling. Vi går ind i hver kamp for at få de tre point, og den indstilling skal vi holde fast i, lyder det fra "Krohn".

- Når det er sagt, så synes jeg, at det er fortjent, at vi i øjeblikket holder en topplacering. Nu har vi fire kampe tilbage i efteråret, hvoraf de tre er på udebane. Der skal vi have så mange point så muligt, så vi kan overvintre på en fornuftig plads i stillingen. Jeg tror ikke, at det er en hæmsko for os, at tre af de sidste fire kampe er på udebane. Vi har præsteret gode resultater på udebane indtil videre i sæsonen, og det kan vi også gøre her frem mod vinterpausen, slutter Michael Krohn-Dehli.

MKD

Michael Krohn-Dehli er Brøndby IF's ligatopscorer med syv mål.