Krohn-Dehli: Ærgeligt at tabe point

14.11.2010 20:49

I søndagens kamp mod AC Horsens cementerede Michael Krohn-Dehli sin position som Brøndby IF's topscorer, da han sikkert eksekverede et straffespark til stillingen 1-1.

Desværre rakte scoringen ikke til point i det jyske, da det i sidste ende blev til et nederlag på 1-2. brondby.com talte med "Krohn" efter kampen.

Ikke godt nok som hold

- Første halvleg er virkelig ringe fra vores side. Vi spiller slet ikke som et hold og taber den ene duel og andenbold efter den anden.

- Vi formår ikke at lægge pres nok på boldholderen i første halvleg, og det giver dem momentum til at iscenesætte deres hurtige og dygtige folk oppe foran.

- Jeg ved ikke, hvorfor de sætter sig på os fysisk i dag. Jeg føler egentlig på banen, at vi har et fint fysisk overskud - særligt til sidst. Alligevel så taber vi mange nærkampe og virker ikke parate til en slåskamp som den i dag.

- Anden halvleg var lidt bedre, og med lidt mere skarphed havde vi scoret til 2-1, men set over hele kampen leverer vi ikke en god nok indsats som hold.

- Det er selvfølgelig utrolig ærgeligt at tabe og miste point til de andre i toppen, men som jeg har sagt flere gange, så må vi fokusere på vores eget spil og forsøge at blive så dygtige som muligt. Der er lang vej igen i denne sæson, så vi skal ikke stirre os blinde på stillingen, men arbejde hårdt på at blive et bedre hold, slutter Michael Krohn-Dehli.