
Fire Brøndby-spillere i kamp for Danmark
18.11.2010 11:13
Onsdagens testlandskampe involverede fire Brøndby-spillere, mens en kommende mand i den gule trøje ligeledes var i aktion.
Michael Krohn-Dehli, Jens Larsen, Mike Jensen og Daniel Stenderup fik alle spilletid for Danmarks A- og U21-landshold, mens kommende Brøndby-forsvarer Clarence Goodson startede inde i USA's 1-0-sejr ude over Sydafrika.
Uheldig hovedrolle
Mest i fokus var A-landsholdsspiller Michael Krohn-Dehli, der i Danmarks testkamp mod Tjekkiet måtte lide den tort at brænde et straffespark på Chelsea- og Tjekkiet-keeper Peter Cech. Ud over det brændte straffespark spillede Krohn-Dehli en fin kamp med flere gode, kreative indslag. Daniel Wass var også udtaget til kampen, men fik ikke sin A-landsholdsdebut i denne omgang.
I U21-landsholdets 1-3-nederlag til Holland i Herning fik både Mike Jensen og Jens Larsen fuld spilletid, mens Daniel Stenderup blev sat på banen efter en times spil. Det var Stenderups landsholdsdebut på U21-niveau, og mon ikke der er mere i vente, hvis "Stender" fortsætter udviklingen og de lovende præstationer for Brøndby IF?
Amerikanske Clarence Goodson, der tiltræder i Brøndby IF til januar, startede endnu en gang inde i USA's centerforsvar i testkampen mod Sydafrika i Cape Town. Goodson gjorde sit job og var med til at holde nullet, mens USA i den anden ende fik scoret et sejrsmål i kampens døende minutter.
Efter de overståede landsholdspligter skal fokus igen vendes mod Superligaen og Brøndby IF's kommende kamp mod AaB på søndag kl. 18:00.
Brøndby IF's Daniel Stenderup debuterede onsdag aften for Danmarks U21-landshold.