Clarence Goodson: Jeg glæder mig

03.11.2010 17:51

Tidligere onsdag offentliggjorde Brøndby IF, at den amerikanske landsholdsspiller Clarence Goodson har underskrevet en 3-årig kontrakt med klubben.

Brøndby IF's nye amerikanske midterforsvarer glæder sig til at starte op i Brøndby og bidrage til holdets succes på banen.

En scorende forsvarsspiller

- Jeg er utrolig glad for, at jeg er blevet enig med Brøndby IF om en kontrakt, og jeg glæder mig meget til at starte i klubben til januar.

- Jeg har været i Norge i to et halvt år, og det var nu tid til at komme videre. Derfor er jeg meget glad for, at jeg nu skal spille for en af Skandinaviens største klubber. Jeg kender især Brøndbys tidligere flotte resultater i de europæiske turneringer, og jeg ser frem til at blive en del af den historie og forhåbentlig gentage successerne.

- Jeg vil betegne mig selv som en ledende forsvarer, der er stærk i duellerne og i hovedspillet. Jeg kan lide at organisere forsvaret og sætte spillet op fra bagkæden.

- Jeg er tidligere angriber, så jeg vil også betegne mig selv som relativt målfarlig. Jeg kan godt lide at gå med frem og søge chancerne i feltet. Det har mest resulteret i hovedstødsmål, men man skal ikke undervurdere mit spil med fødderne, smiler Clarence Goodson.

CG

Den amerikanske landsholdsforsvarer Clarence Goodson i den gule trøje.