CL: Svær opgave for kvinderne

09.11.2010 12:02

I onsdags spillede Brøndby IF's kvinder den første af to kampe i 1/8-finalen i UEFA Women's Champions League. Kampen startede udmærket for kvinderne, som kunne gå til pause foran 1-0 på mål af Camilla Kur.

Desværre gik det helt galt i anden halvleg, hvor de blågule kvinder måtte se modstanderne fra Everton score hele fire gange. Kampen var ellers velbesøgt med over 1200 tilskuere, der skabte en fin stemning på lægterne.

Mission impossible?

Altså venter der en meget, meget vanskelig opgave for de stærke kvinder, der som minimum skal score fire mål i returkampen på onsdag i Liverpool, England.

Cheftræner Per Lisdorf har op til onsdagens returopgør talt om at dele kampen op i bidder og sætte en række delmål. Får kvinderne hul på bylden og scorer et par mål i første halvleg, kan det ryste de i europæisk sammenhæng urutinerede englændere og måske åbne op for sensationen.

Vi krydser fingre og ønsker kvinderne held og lykke til den svære kamp ved Merseyside.

brondby.com vender tilbage med en opsamling på 1/8-finalens udfald - forhåbentlig med blågult avancement til kvartfinalerne!

Kvinder CL

Brøndby IF's kvinder måtte se sig besejret med 1-4 af engelske Everton i den første af to 1/8-finaler i UEFA Women's Champions League. I returkampen skal kvinder altså score minimum fire gange for videre avancement i turneringen.