Amerikansk landsholdsspiller til Brøndby IF
03.11.2010 17:51
Efter et veloverstået lægetjek tirsdag morgen er Brøndby IF og den amerikanske landsholdsforsvarer Clarence Goodson blevet enige om en 3-årig kontrakt.
Den 28-årige midterforsvarer kommer til på fri transfer fra norske IK Start, hvor hans kontrakt udløber efter den norske sæsons afslutning. Goodson tiltræder på vestegnen i januar måned 2011, når resten af Brøndby-spillerne starter træningen frem mod forårssæsonen.
Amerikansk landsholdsspiller
Administrerende direktør Ole Palmå udtaler:
- I samråd med cheftræner Henrik Jensen arbejder vi løbende på at optimere spillertruppen, og kontrakten med Clarence Goodson skal ses som et led i den proces. Clarence har været en profil i sin klub i Norge og er fast inde omkring det amerikanske landshold, så vi har en forventning om, at han kan forstærke holdet med det samme.
- Vi er rigtig glade for og tilfredse med, at Clarence har valgt Brøndby IF som sin nye klub, da vi i et stykke tid har fulgt ham. Han er en høj og stærk forsvarsspiller, der går forrest på banen, og vi tror og håber på, at matchet Clarence Goodson og Brøndby IF vil blive en stor succes. Vi byder ham i hvert fald varmt velkommen.
Clarence Goodson har spillet 16 landskampe for USA og scoret to mål. Goodson var i sommeren 2010 med USA til VM i Sydafrika, men en mindre skade tvang ham til at sidde over i første puljekamp, hvorefter landstræner Bob Bradley grundet det flotte 1-1-resultat mod England valgte at fastholde forsvaret i de følgende tre kampe. I midten af oktober måned 2010 var Goodson udtaget til den amerikanske trup til deres seneste kamp mod Colombia.
For norske IK Start har Goodson i skrivende stund de sidste tre sæsoner spillet 66 kampe og scoret 10 mål. Goodson er endnu ikke blevet tildelt et trøjenummer i Brøndby IF.
Clarence Goodson er født i Virginia, USA den 17. maj 1982.
Efter overstået lægetjek og signering af kontrakten er Clarence Goodson nu officielt Brøndby-spiller.