Agger: Målet betyder meget

21.11.2010 21:58

Brøndby IF's Nicolaj Agger scorede i søndagens sejr over AaB sit første Superligamål for de blågule. Agger har tidligere scoret i Superligaen, da han var udlejet til SønderjyskE, mens det for Brøndby IF "kun" er blevet til pokal- og Europa Cup-mål.

Det var derfor en storsmilende Nicolaj Agger, som brondby.com talte med efter sejren.

Hul på bylden

- Det var en rigtig dejlig aften. Det betyder meget for mig at få hul på bylden. Når man ikke scorer i et stykke tid, kan det ikke undgå at irritere og frustrere en.

- Jeg har jo ellers scoret i alle andre turneringer for Brøndby og også scoret en del mål for reserveholdet i år, men jeg har manglet det sidste - mål i Superligaen for Brøndby. Så jo, det var en lettelse at se den gå i mål.

- Jeg er bare blevet ved med at kæmpe og tro på det. Det er du nødt til som angriber. Jeg ved, jeg kan score mål - det har jeg altid gjort. Nu håber jeg at kunne bygge videre på den her succesoplevelse.

- Det er klart, at det tager noget tid at komme ind i rytmen igen, når man har været ude i et halvt år med en alvorlig skade. I øjeblikket føler jeg mig godt tilpas på holdet, og jeg får den tillid fra trænerne, som er nødvendig for mig.

- Jeg synes, vi spiller en god kamp mod AaB og kombinerer fint. Vores pasninger er blevet bedre og skarpere, og vi har flere muligheder til at lukke kampen i dag. Blandt andet er Farnerud uheldig med at ramme stolpen, og Mike er fri med Zaza mod slutningen.

- Det var en god præstation i dag, og det skal vi tage med til OB-kampen, runder Nicolaj Agger af.