
U-17: Sejr trods stor udskiftning
29.03.2010 09:10
Brøndby IF's U-17-talenter måtte undvære hele fem spiller til den vigtige kamp mod AGF/Viby på grund af skader, studietur og en enkelt spærret spiller.
Det gav til gengæld mulighed for debut til hele to spillere fra årgang 95, hvoraf den ene, Svenn Crone, startede inde og fik hele kampen som højre back. Den anden debutant fra årgang 95 var Pierre Emile, som kom ind på midtbanen med 20 minutter igen. Og lad os bare sige det med det samme. De faldt flot ind i spillet og leverede begge en meget flot præstation.
Hurtigt føringsmål
Selv om AGF/Viby ligger langt nede i tabellen, er det hold der for alvor har meldt sig ind i turneringen og bestemt ikke nogen nem modstander. De fysiske stærke spillere fra Østjylland lagde fra starten et højt pres på de blågule. Selv om Brøndby var kontrollerende og havde bolden det meste af tiden, havde de svært ved at arbejde sig op på modstanderens banehalvdel. Resultatet var selvsagt kun få skudforsøg på mål.
Brøndby kom godt ud til anden halvleg som kun er et minut gammel, da Jonas Emkjær lavede en perfekt stikling til Kalil Faizi, der på sin første chance effektuerede til 1-0.
De blågule fik skubbet Østjyderne længere tilbage på banen og fik spillet sig til flere gode chancer, dog uden at det mundede ud i yderligere scoringer. De sidste 10 minutter af kampen satsede AGF/Viby alt og sendte mange mand frem i et voldsomt pres på træner John Ranums unge mandskab.
Bedst som man troede at tiden var løbet ud og sejren var hjemme, fik Østjyderne et frispark på kanten af feltet. Bolden blev sparket gennem den opsatte gule mur, og en hurtig refleks af Nicolai Jørgensen i målet forhindrede en udligning, få sekunder før kampen blev fløjtet af.
Brøndby IF - AGF/Viby 1-0 (0-0)
1-0 Kalil Faizi (41. min.)
Startopstilling
N. Jørgensen
S. Crone - M. Redsted - K. Lynggaard - R. Louie Larsen
J. Emkjær - K. Andersen
T. Aariis
P. Olsen - K. Faizi - R. Durmisi
Udskiftninger
Pierre Emile ind for Kasper Lynggaard (59. min.)
Hampus Andreasen ind for Kalil Faizi (65. min.)
René Joensen ind for Kristian Andersen (72. min.)