
Jensen: Jeg er Brøndby-mand
26.03.2010 11:55
Det var et overordentligt velbesøgt pressemøde, der mødte cheftræner Henrik Jensen på første arbejdsdag i Brøndby IF. Administrerende direktør Ole Palmå åbnede seancen:
- Henrik Jensen er fodboldfaglig dygtig, han kender truppen, ledelsen omkring holdet og Brøndby som helhed. Og så har han en udstråling og energi, som måske er det, der er allermest brug for at få ind i truppen på nuværende tidspunkt, forklarede Ole Palmå
Brøndby-mand
- Han har et indgående kendskab til klubben, og det er vigtigt, når han skal stå i spidsen for holdet allerede om få dage mod SønderjyskE. Henrik Jensen var vores førsteprioritet, lød det fra Palmå.
Efter introduktionen af den administrerende direktør var det Henrik Jensen, der tog over.
- Jeg er Brøndby-mand og vil gerne ind og hjælpe klubben, forklarede Henrik Jensen.
- Jeg mener, som jeg også har sagt tidligere, at truppen er en af de stærkeste i SAS Ligaen. Der er både styrker og svagheder i truppen, og der vil nok ske nogle små justeringer.
- Jeg er selvfølgelig ked af det på Kents vegne. Når det er sagt, så ser jeg frem til opgaven, som handler om at få engagementet og troen på egne evner tilbage. Det er en god trup, som jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med, fortalte Henrik Jensen, der fortsat har Kim Daugaard og Rene Skovdahl som assistenttrænere.
Efter pressemødet gik spillere og trænere ud i solskinnet og trænede en times tid.
Ole Palmå åbende pressemødet på Brøndby Stadion.
Der var mødt en talstærk presse op til dagens begivenhed.
Cheftræneren ser frem til de næste 11 kampe i forårssæsonen.