Smuk sejr over AaB

09.05.2010 16:51

Efter endnu en flot præstation slog Brøndby IF med 2-0 AaB på Brøndby Stadion. Målene blev sat ind af Ousman Jallow og Jan Kristiansen.

Hjemmeholdet havde bolden størstedelen af første halvleg, hvor et henholdende og tidsudtrækkende gæstehold kun en enkelt gang var farlig foran Stephan Andersens mål. Omvendt havde de blågule flere afslutninger og 1-0 føringen på Ousman Jallows mål var helt fortjent.

Brøndby på banen

Tilskuerne klappede Brøndby-spillerne af banen efter en første halvleg, der bar præg af kampens vigtighed. Hjemmeholdet spillede og kæmpede godt, afsluttede fint, men manglede det sidste i modstandernes straffesparksfelt.

Både Jan Kristiansen, Samuel Holmén, Alexander Farnerud og Ousman Jallow var flere gange tæt på, men først mod halvlegens slutning fik de blågule hul på bylden.

Der blev afsluttet flittigt og et par minutter før dommerens pausefløjt brød de små 15.000 tilskuere ud i et jubelbrøl af de helt store. 1-0 målet kom nemlig efter et fremragende Brøndby-opspil, der endte hos Jan Kristiansen i venstre side af feltet.

Kristiansen hamrede resolut til bolden, som AaB-keeperen halvklarede. Returbolden røg ud til Ousman Jallow, der ikke tøvede et sekund med at sende bolden i kassen. Den flotte opbakning blev skruet yderligere op, hvilket hverken hjemmehold eller gæster kunne undgå at høre på vej i omklædningsrummet.

Fuldbanepres

Fra anden halvlegs start skruede Brøndby-holdet yderligere op for blusset og de første tre minutter af anden halvleg sendte et tydeligt signal til modstanderhold og hjemmepublikum. I bedste basketball-stil blev der nemlig dømt "full court pressure" på AaB, der til gæsternes held fik stoppet spillet, grundet en skade hos Kenneth Emil Petersen.

Pausen gav lidt luft, men lidt efter lidt satte Brøndby-holdet sig på det hele. Der blev kombineret og spillet rundt om og igennem AaB-forsvaret, og kun manglende skarphed gjorde, at Karim Zaza kunne nøjes med at hente bolden ud af eget net en enkelt gang.

Efter et hovedstød på overliggeren af Remco van der Schaaf havnede bolden via en Brøndby-fod hos Jan Kristiansen, der BANKEDE bolden i kassen.

Brøndby-holdet fortsatte presset, men med til historien hører, at Stephan Andersen midt i halvlegen måtte pille en refleksredning af de helt store ud af keeper-ærmet.

Clean sheet, 2-0 og Brøndby på banen. Søndag venter forårets hold fra Randers... Det bliver u-hygge-ligt.

brondby.com vender tilbage med kommentarer.