
Krohn-Dehli: Dejligt
17.05.2010 09:38
- Det er dejligt!
Efter aften og nat i festlighedernes tegn er Michael Krohn-Dehli stadig glad for sejren over Randers FC, bronzemedaljerne og udsigten til europæisk deltagelse næste sæson.
Arbejder benhård
- Det er noget helt andet at vinde bronzemedaljer i år. I sidste sæson var vi skuffede - det er vi bestemt ikke i år. For vi har været meget langt nede, men den kamp holdet spillede i dag står fuldstændig i kontrast til dét.
- Vi arbejder benhårdt for hinanden. Der er ingen tvivl om, at det blandt andet skyldes den selvtillid, som sejre giver. Vi går på banen med tro på os selv og hinanden, forklarer Brøndby IF's anfører.
- Det betyder også, at man kommer lidt bedre ind i kampene. Der er mere fight på, og det betyder nok, at man er lidt tættere på i nærkampene, så man får tacklet i stedet for at hænge efter.
- I dag var det så lidt specielt i og med, at Esbjergs kamp mod FC Nordsjælland var noget, vi skulle forholde os til. Men inde på banen er det begrænset, hvor meget man får at vide, selv om man da sagtens kunne høre på fansene, når der blev scoret i Esbjerg.
- Vi fik dog at vide i pausen, at Esbjerg var oppe med 2-0, men heldigvis hørte vi ikke, at de også var kommet foran 3-0...hvilket nok var meget godt, griner Krohn-Dehli.
- Men i sidste ende vidste vi jo, at vi skulle koncentrere os om vores eget spil og sørge for at vinde kampen. Som anden halvleg skred frem gik tingene vores vej i Esbjerg - og det opfangede vi da på banen.
- Selv om vi er Brøndby IF og altid gerne vil vinde guld, må vi godt være stolte over medaljerne, afslutter han.
Anføreren er glad over bronzemedaljerne, som blev sikret efter sejren over Randers FC søndag.