
Henrik Jensen: Toppræstation af alle
05.05.2010 21:26
Efter en velfortjent sejrs-vand kan Henrik Jensen opsumere aftenens sejr over FC Midtjylland.
- Kampen i dag var rigtig flot af os. Spillet i dag er vel det bedste vi har præsteret i år, konstaterer cheftræneren.
Meget dygtige
- Spillemæssigt er vi meget dygtige i dag; dygtige til at spille os ud af FCMs pres og dygtige til at få afsluttet vores angreb, hvilket er noget vi har trænet en del.
- Hele holdet støder godt op på modstanderen, som vi havde snakket om og der kommer masser af løb, især fra vores to backs, der virkelig arbejder hårdt hele kampen igennem.
Henrik Jensen har også kun roser til overs for dagens dobbelte målscorer, Alexander Farnerud.
- Alex gør det fantastisk i dag. Han arbejder hårdt kampen igennem, men får også givet prøver på sine kvaliteter. Han har nogle helt fantastiske vendinger med bolden og får så også scoret to vigtige mål.
- Det kan godt være at målene ikke var de sværeste at få i kassen, men han står hvor han skal, hvilket er mindst lige så vigtigt som at kunne sparke en svær bold ind.
Toppræstationer hele vejen rundt
Henrik Jensen har dog ikke kun roser til Alexander Farnerud.
- Det vil ikke være rimeligt kun at fremhæve en spiller. Alle på banen leverede toppræstationer i dag. Vi sad faktisk på bænken og snakkede om at der ikke var en eneste spiller der spillede dårligt i dag.
Bronze-håbet lever
Efter dagens kamp er Brøndby IF stadig med i kampen om metal.
- Bronze vil betyde rigtig meget for klubben og være en rigtig fin afslutning på en ikke specielt god sæson. Men lad os nu se, der er stadig mange om buddet. Vi vil i hvert fald gøre vores i de sidste par kampe for at det lykkes, slutter Henrik Jensen.