
Henrik Jensen: Mangler skarpheden
02.05.2010 21:29
- Set over hele kampen skaber vi ligeså mange chancer som dem - ja, endda flere. Men det hjælper ikke meget, når vi ikke er så skarpe som dem.
Cheftræner Henrik Jensen var skuffet efter kampen mod FCK.
Anden halvleg bedre
- Vi mangler lidt held og lidt selvtillid i de afgørende situationer. Og når vi så samtidigt i nogle situationer ikke er skarpe i defensiven, så bliver det svært.
- Vores første halvleg var ikke helt så god spillemæssigt, men det er stadig ærgerligt, at de får målet til 1-0. Det var et mål, som vi burde have undgået, og deres føring får naturligvis afgørende betydning for resten af kampen, opsummerer Jensen.
- I anden halvleg er det spillemæssigt meget bedre. Vi får presset dem godt og har en hel del chancer, blandt andet en afslutning på stolpen. Hvor vi var meget omstændige i første halvleg, får vi mere tryk på i anden, hvor jeg synes, at vi var bedst set over hele halvlegen.
- Vi mangler noget kynisme; længere er den ikke. Men det er noget, der kommer med selvtillid. Det er tydeligt, at FCK i dag har netop det, og det er forskellen, forklarer cheftræneren.
- Spillemæssigt er jeg meget tilfreds med anden halvleg, og det må vi tage med til de resterende kampe. Så skal målene forhåbentlig nok komme.
- Nu har vi allerede kamp på onsdag, hvor vi skal fortsætte takterne fra i dag. Masser af hjerte og vilje - tilføjet spillet fra anden halvleg i dag.