
Henrik Jensen: Det er flot!
16.05.2010 19:58
- Det er sgu flot!
Cheftræner Henrik Jensen smilede bredt, da han mødte pressen efter 3-1-sejren over Randers FC. Et resultat der betød at Brøndby IF vandt bronzemedaljer i årets liga og derved skal spille europæisk til efteråret.
Imponerende slutspurt
- Det er en imponerende slutspurt, spillerne har sat ind og igen i dag spiller vi en flot kamp.
- Jeg synes egentlig, vi starter en lille smule skidt, men vi får arbejdet os ind ret hurtigt og derved sad vi tungt på dem - måske bortset fra de sidste 10 minutter, hvor tingene naturligvis blev lidt hektiske, smiler Jensen og tager en velfortjent tår af sin øl.
- Men den periode hvor vi spiller godt, spiller vi fremragende og kommer til masser af chancer - og man skal ikke glemme, at Randers har været ekstremt stærke dette forår,
- Det har været vores fornemmelse, at vi har været i bedre form end de andre hold her mod slutningen af turneringen. Det er jo imponerende, som spillerne knokler rundt fra start til slut. Jeg tror ikke, vi er i bedre form, men vi har et enormt overskud, og det viser vi, roser cheftræneren.
- Det betyder meget for os, at vi henter medaljer og kvalificerer os til næste sæsons Europa League - og selvfølgelig er vi glade for, at vi selv spillet os til en plads i Europa.
- Derfor var det naturligvis en kæmpe forløsning, da dommeren fløjtede af. Vi fulgte lidt i de andre kampe og vidste, at kampen i Esbjerg var slut nogle minutter før vores egen, fortsætter han med et smil, der indikerer, at man nok har fulgt pænt med i de andre kampe.
- Det var en af de dage, hvor tingene gik vores vej - og Randers'. Alle var glade i dag på stadion og det var selvfølgelig med til at gøre festen større.
- Og festen vil fortsætte i bussen hjem og nok også ud på de sene nattetimer, når vi er kommet hjem, afslutter cheftræneren, inden han går tilbage til omklædningsrummet, hvor der sandsynligvis står en frisk fadøl til ham.