Ny restaurant: Brasserie B
25.06.2010 14:40
I januar 2009 åbnede Brøndby IF cateringselskabet Brøndby Food & Mind, der flyttede ind i det store industrikøkken under Loxam-tribunen. Brøndby Food & Mind er kommet flot fra start, og bidrog allerede første år positivt til bundlinjen i Brøndby IF.
1. august udvider Brøndby Food & Mind med driften af "Brasserie B", som kommer til at ligge ved Brøndby Hallen, i Restaurant Brøndbys gamle lokaler.
Ny stil, lækker mad
Fornyelserne i restauranten er til at få øje på - både i menukortet, indretningen og altså navnet, Brasserie B.
- Brasserie-stilen er valgt, da den taler til et bredt publikum og samtidig giver kokkene frihed til at vise deres kreativitet, uden at det skal blive for bekosteligt for gæsterne, fortæller F&B chef Casper Santin.
Både menu og indretning er blevet gjort lettere og mere moderne i forhold til tidligere. Bag den nye, mere brasserie-orienterede linje står altså cateringfirmaet Brøndby Food & Mind, der ud over levering af mad til arrangementer på Brøndby Stadion og Sportscafé 1964 også har overtaget personalekantinen i Idrættens Hus i 2009.
Motorerne bag konceptet for den nyåbnede restaurant er køkkenchef Kim Kupijbida og restaurantchef Jens Riis, der lover, at gæsterne kan se frem til en restaurant, der fremstår friskere, lysere og mere nordisk indrettet i forhold til før.
Gode råvarer
Leverandørerne af råvarer m.v. til Brasserie B er nøje udvalgt, da mad nu engang er mest interessant med kvalitetsråvarer, som følger årstiden. Derfor er der skarpt fokus på indkøbssiden. Køkkenet vil så vidt muligt bruge økologiske produkter af høj kvalitet - det giver kokkene mulighed for at arbejde med råvarerne på den rigtige måde.
- Gode råvarer er essentielt for en restaurant, der ønsker at lave kvalitetsmad fra bunden, uanset om der skal serveres for 4 á la carte gæster eller for 400 konferencedeltagere, siger restaurantchef Jens Riis.
Det nye Brasserie B vil i udgangspunktet være åbent alle ugens dage, også når der er kamp på Brøndby Stadion og arrangementer her og i Brøndby Hallen. Dørene slås op første gang 1. august.