
Jens Larsens forrygende forår
09.06.2010 09:06
Seneste nummer af avisen Fodbold i Brøndby kom på gaden for en uge siden med masser af spændende historier fra Brøndby IF.
En af artiklerne handler - som kan læses herunder - om stortalentet Jens Larsen, der har haft et forrygende forår i den blågule trøje.
Ambitioner om spilletid
- Det er klart at man altid har ambitionen om at få spilletid. Men man kan ikke sætte dato på; sige: "Om et år skal jeg have opnået det og det". Sådan er fodbold jo ikke. Der er mange om buddet, og alle i truppen vil naturligvis spille.
Citatet stammer fra august sidste år, da Fodbold i Brøndby sidst talte med Jens Stryger Larsen, der netop var blevet rykket op i Brøndby IF's førsteholdstrup. Meget er sket siden for det unge midtbanetalent...
- Ja, der er da blevet til en del spilletid siden dengang. Også fra start - jeg har blandt andet startet inde seks gange i streg, svarer Larsen roligt uden antydningen af pral i sin stemme, da han som indledning får læst citatet op.
Mange store oplevelser
Det er torsdag morgen. Dagen efter 4-2-sejren ude over FC Midtjylland. Der er en lille time til dagens træning, da Stryger Larsen indfinder sig i Vilfort Lounge med udsyn over banen på Brøndby Stadion, hvor U19-landholdsspilleren allerede har fået en del af sine drømme som fodboldspiller opfyldt.
- At spille på Brøndby Stadion for første gang i en "rigtig" kamp, er bare én af mange fantastiske oplevelser i denne sæson for mig. At være i startopstillingen første gang og løbe ind til tonerne af "Jump", mens publikum står og klapper holdet ind, er en anden. Kampen mod FCK en tredje.
- Jeg har oplevet så mange nye ting og derved også en masse højdepunkter. Det har været spændende hele vejen igennem. Men kampen mod FCK skiller sig ud, for pludselig sad der 25.000 tilskuere og råbte af en, fortsætter han smilende og skæver drømmende ned mod grønsværen.
- Det var en meget stor oplevelse, men også meget lærerig. Ingen er i tvivl om, at FCK-kampene er meget specielle kampe, men denne var naturligvis noget helt særlig for mig personligt. Jeg har set en masse de her kampe på stadion eller i TV, men pludselig stod man selv i spillertunnellen før kampen. Da vi løb ind, mærkede man den sædvanlige energi fra tribunen, men det steg og steg bare, som vi nærmede os midten. Jeg kiggede ned mod Faxe-tribunen og så den imponerende tifo. Under hele kampen sydede hele stadionet. Energien dødede aldrig ud. Heller ikke på banen.
- Det var en fantastisk oplevelse. Det var egentlig kun sejren, der manglede, men dem skal jeg opleve masser af mod dem, fortsætter Larsen med en vis selvsikkerhed i stemmen. En selvtillid der synes at være konstant.
- Min debut på førsteholdet var naturligvis også uforglemmelig. Det var på udebane i efteråret mod FC Nordsjælland. Jeg blev meget overrasket, da jeg fik at vide, at jeg skulle starte inde. Normalt plejer man jo bare at få de sidste fem minutter af en kamp, der for længst er afgjort, når man debuterer. Jeg blev bare kastet for løverne, men det gik helt ok, synes jeg.
- Jeg nåede jo ikke rigtig at tænke over det, og da først jeg løb rundt inde på banen, var fokus 100 procent på kampen. Holdkammeraterne var gode til at hjælpe mig og vigtigst af alt; vi vandt!
- At journalisterne efter kampen pludselig ville tale med mig, var selvfølgelig noget overvældende. Det har da også været af en omvæltning med presse og al den slags, men det gør nu ikke mig noget. Jeg elsker at spille fodbold, og den slags hører nu engang med til fodbold på topplan. Jeg tænker egentlig ikke så meget over det, men det da altid spændende, når der sker noget nyt.
- Det sker også, at folk efterhånden genkender mig rundt omkring; det har jeg også skulle vænne mig lidt til, men det er fint nok, fortæller han nærmest genert.
Gribe chancen når den byder sig
Kontrasten er slående. På banen er unge Stryger Larsen frembrusende og aggressiv. Udenfor rolig og ydmyg.
Man skal dog ikke tage fejl, for hvad enten det er på eller udenfor banen, er det tydeligt, at han er en person med masser af vilje, tro på egne evner og en enorm glæde og stolthed ved at spille fodbold - og at gøre det i Brøndby IF.
- Jeg er lidt overrasket over, at jeg pludselig har spillet seks kampe i træk fra start, men omvendt er det dét, jeg har gået efter, dét jeg har knoklet for på træningsbanen. Det er jo derfor, jeg spiller fodbold. Havde jeg ikke haft dén indstilling, ville jeg slet ikke være nået hertil, hvor jeg er nu.
- Men jeg har selvfølgelig også udviklet mig meget, siden jeg blev rykket op i sommers - både fysisk, teknisk og taktisk. Det kan jeg mærke både til træning og i kamp. Dét at man dagligt træner med de allerbedste, giver ekstremt meget. Derudover har de ældre spillere været fantastiske til at lære fra sig; de giver sig virkelig tid til det.
- Som ung og nyoprykket spiller handler det først og fremmest om at klø på og lære til hver træning, og så ellers gribe chancen, når den byder sig. Det er klart, at jeg stadig har masser at lære, men det er kun naturligt. Det jeg kan yde til holdet er en masse løbearbejde, energi og gå-på-mod - og viljen til at prøve noget på banen. Men for hver træning og kamp kommer der mere lidt på.
- Det er også i høj grad et spørgsmål om mentalitet. Man skal være ydmyg overfor tingene, men samtidig være 100 procent engageret. Ydmyghed er ikke lig med, man ikke kæmper benhårdt for at opnå det man vil. Det gælder egentlig også udenfor fodboldbanen.
- Det er vigtigt at kunne holde begge benene på jorden og tage ét skridt af gangen. Det har været en begivenhedsrig sæson for mig med masser af positive oplevelser. Det nyder jeg da helt bestemt, men det ændrer eller svækker ikke mit fokus. Der har ellers været rigeligt, der kunne gøre det, fortsætter han leende.
- Det er egentlig ret vildt med alle de nye ting, som jeg har oplevet. Oveni alle de nye ting som mere eller mindre følger med, når man rykker op i førsteholdstruppen i Brøndby IF osv., så fik vi jo også ny træner her i foråret. Det har jeg aldrig prøvet før; at skifte træner midt i en sæson. Det har været en lidt underlig følelse, men det er klart, at jeg er glad for, at Henrik Jensen har vist mig tillid og har turde bruge mig fast i en periode.
- Dels giver det jo et kæmpe rygstød rent mentalt, men også på alle andre planer. Det at spille kampe giver ganske enkelt meget, og det synes jeg også selv, at jeg har kunnet mærke - mere og mere fra kamp til kamp.
- Især i den periode hvor jeg er startet inde. Man lærer de andres løbemønstre, og lærer hvordan de "tænker" på banen. Men hvad dét angår, har jeg lang vej nu; så mange kampe har jeg trods alt ikke spillet...
- Endnu, supplerer han selv sekundet efter.
Fremragende trup
- Mine forhåbning er, at vi i den nye sæson spiller helt med om guldet, og at jeg får en masse af kampe fra start, så jeg kan blive spillet helt ind på holdet. Det vil uden tvivl også frigøre nogle ting i mit spil.
- Jeg synes, at vi har en fremragende trup med masser af potentiale, hvor alle arbejder benhårdt, fordi alle vil spille. Det giver en enorm intensitet til alle træninger. Men i positiv forstand, for stemningen er rigtig god. Derudover betyder det også, at trænerteamet ikke kun har 11 mand at vælge imellem, når holdkortet skal udfyldes.
Ovenpå de seks starter i træk, måtte Stryger Larsen se på fra bænken, da Brøndby IF vandt ude over FC Midtjylland. Selv det kan ikke fjerne det karakteristiske smil.
- Nej, selv om man gerne vil spille hver gang, så er det det vigtigste, at holdet vinder. Så når holdet spiller så flot og endelig for alvor får gang i målscoren - og får scoret i de perioder, hvor spillet virkelig flyder - tænker man ikke over, at man sidder på bænken. Man glæder sig over spillet og resultatet - vi vinder som hold, og vi taber som hold.
- Det er en stærk holdånd på holdet, og jeg har fra dag ét følt mig integreret. Det er klart, at man ikke fra starten af er helt "inde" i alting, men det kan jo ikke være anderledes.
- Men spilletid eller ej - jeg er stadig den yngste på holdet og skal slæbe boldene, det kommer jeg ikke ud over. Det gør seks kampe fra start ikke forskel på, ler han afslutningsvist.
Interviewet med Brøndby-talentet er slut. Det er tid at klæde om sammen med holdkammeraterne - og bære boldnettene ud på træningsbanen.
Jens Larsen har fået masser af spilletid på førsteholdet i forårssæsonen - specielt FCK-kampen var en stor oplevelse for talentet.