Daugaard: Nu fokus på det taktiske

30.06.2010 09:01

Igår spillede Brøndby IF træningskamp hjemme mod AIK Stockholm. Efter en tæt kamp uden ret mange målchancer, men med Brøndby IF som det dominerende hold, løb holdet fra den svenske hovedstad med sejren med et 1-0-mål sat ind kort før tid.

Assistenttræner Kim Daugaard fortæller her om kampen og om trænerteamets fokus fremadrettet.

Fysik og taktik

- Her i opstarten har vi trænet utrolig hårdt fysisk, hvilket man godt kan se på spillet igår. Vi har indtil nu bevidst haft fokus på det fysiske aspekt for at få spillerne i så god form som muligt frem mod den nye sæson, siger Kim Daugaard.

Brøndby IF havde i tirsdagens kamp svært ved at trænge igennem AIK Stockholms stramme 4-4-2-formation. Kim Daugaard forklarer:

- Svenske hold er gode til at holde organisationen og står altid med to snorlige 4-kæder, som er svære at spille sig igennem. Det kræver tempo i bolden og en masse gode løb på tværs og i dybden. På grund af den hårde træning vi har været igennem, kneb det lidt for os at holde tempo i spillet og få svenskerne nok ud at løbe.

Assistenttræneren er dog fuld af fortrøstning:

- Nu rejser vi til Holland, hvor vi skruer lidt ned for den fysiske træning og op for de taktiske forberedelser. På træningslejren har vi god tid til at finpudse forskellige taktiske ting, som er vigtige for, at holdet fungerer. En ting er sikker: Vi er klar, når sæsonen skydes i gang den 15. juli, slutter Daugaard.

Max med blodigt knæ

Max von Schlebrügge, her med blodigt knæ, var tilbage som anfører i tirsdagens træningskamp mod AIK Stockholm og gik som sædvanligt forrest.