
Vriendelijke Groeten uit Holland
03.07.2010 08:40
Brøndby IF's hollandske forsvarer Remco van der Schaaf er som resten af truppen på træningslejr i Holland, nærmere bestemt Arnhem.
For Remco betyder det et gensyn med den egn, hvor hans første professionelle klub, Vitesse Arnhem, har hjemsted.
Nice to be back
- Det er rart at være tilbage i Arnhem, men der er nu ikke tid til besøg hos gamle venner og bekendte, siger Remco van der Schaaf.
- Vi er her for at arbejde stenhårdt på at blive 100 % klar til sæsonstart, og det fokuserer jeg på. Men det er da hyggeligt at se området igen, her er jo dejligt, smiler hollænderen.
På træningslejren deler van der Schaaf værelse med Michael Krohn-Dehli, som han kommer rigtig fint ud af det med. Generelt har Remco kun rosende ord at sige om turen til Holland:
- Her er perfekte faciliteter. Lækker mad, dejligt hotel og perfekte baner. Der er alt, vi behøver for at optimere formen og blive bedre og endnu mere sammentømret som hold.
Sympatiske van der Schaaf når lige at sende en venlig hilsen til Brøndbys fans, inden mini-interviewet afrundes:
- Du kan bare skrive vriendelijke groeten uit Holland til dem, slutter Remco og griner.
Remco van der Schaaf er godt tilfreds med udbyttet af Brøndby-truppens træningslejr indtil videre.