Palmå: Urimelig konkurrenceforvridning

14.07.2010 14:16

Skatteminister Troels Lund Poulsen argumenterer i dag i Politiken for, at forskerordningen bør ændres, således at danske fodboldklubber ikke på samme vilkår som det øvrige erhvervsliv kan ansætte udenlandsk arbejdskraft.

Brøndby IF og adm. direktør Ole Palmå stiller sig uforstående over for skatteministerens udmeldinger.

Urimelig konkurrenceforvridning

- Det er i mine øjne helt forkert at forskelsbehandle erhvervslivet ved specifikt at straffe fodboldbranchen, siger Ole Palmå og fortsætter:

- Fodboldbranchen bidrager positivt til det danske samfund og skaber masser af arbejdspladser både direkte i fodboldvirksomhederne, men også indirekte hos vores mange leverandører og samarbejdspartnere. Derudover har professionel fodbold i Danmark jo gennem en årrække kunne fremvise højere vækstrater end det øvrige erhvervsliv, siger Ole Palmå.

- Konsekvensen af en udelukkelse af fodboldbranchen fra forskerordningen vil betyde, at Superligaen bliver mindre interessant pga. færre profiler, og det vil betyde, at dansk fodbold vil klare sig dårligere internationalt.

- Desuden vil det resultere i, at vi mister danske arbejdspladser i klubberne og rundt om i landet hos de virksomheder, vi får leveret varer og services fra, slutter adm. direktør Ole Palmå.